Det begyndte ellers så godt. Solen skinnede nedover Oksbøllejren tirsdag, hvor forsvarets folk lige havde fortalt pressen, at man denne gang har helt styr på indkøbsprocessen, idet man har fem færdigudviklede og gennemtestede kandidater tilbage, som alle lever op til forsvarets krav.

- Det væsentligste er, at vi denne gang køber et færdigt produkt, altså en hyldevare. Der er ikke noget udvikling, der kan gå galt. De er alle gennemprøvet af leverandørerne, lød det fra Karsten Kolding, der er chef for den projektgruppe, der står for indkøbet af de omkring 360 pansrede mandskabsvogne.

Et indkøb, som vurderes at komme til at koste mellem fem og syv milliarder skattekroner.

Bedre her end i felten

Så skete det, som bare ikke måtte ske.…KLONK.

Et af køretøjerne – den spanske ASCOD I – gik under den efterfølgende opvisning i terrænet pludselig i stykker, og bjergningsmandskabs måtte tilkaldes, mens pressen blev forment adgang til køretøjet.

- Vi ved ikke, hvad gik galt med den, lød det efterfølgende fra projektchefen.

Uheldet er et meget godt billede på den risiko, som forsvaret løber, hvilket er grunden til at man vil bruge de næste 22 uger på at gennemteste køretøjerne. I alt 375 målinger skal der foretages på hvert køretøj, hvilket skal danne grundlag for, at man om et års tid vil udvælge vinderen af udbudskonkurrencen.

Bedst til prisen

- Det bliver ud fra en samlet vurdering af operative egenskaber, udviklingsmuligheder og økonomi, fortalte Karsten Kolding.

Et af de helt store spørgsmål bliver, om man vælger det mere terrængående bæltekøretøj eller det hurtige hjulkøretøj.

- Begge typer har deres forcer, og nu vil vi give hver type en chance, og se hvordan de klarer testene, sagde han og lovede, at man i Forsvarets Materieltjeneste har lært af tidligere indkøbsfadæser.

- En af tingene, vi har lært, er noget om det rent kontraktmæssige. Vi har nogle standarder i kontrakterne, og vores jurister har sikret, at vi er sikret, hvis noget skulle gå galt. Derudover har vi allerede nu valgt, at få kontrakt på vedligeholdelsesdelen, så der ikke kan opstå nogen overraskelser.

De første mandskabsvognene anslås at ankomme i 2016.

BT spurgte hver af de fem producenter, hvorfor den danske hær netop skulle vælge deres PMV i stedet for konkurrenterne. Her er, hvad de svarede.