Ny klimarapport konstaterer, at Arktis er ved at smelte, og havene i verden vil stige med 75 cm, hvis vi ikke passer på kloden.

Arktis fungerer som verdens køleskab, der køler hele verden ned. Og når der skrues op for termostaten i køleskabet vil det få stor indflydelse på det klima og Danmark, vi kender i dag. Arktis og Grønland er nemlig truet af alle de klimaskadelige stoffer, vi udleder, når vi flyver på ferie, køber hakketoksekød og tager bilen på arbejde.

Det viser en ny klima rapport lavet af Det Arktiske Råd sammen med mere end 90 forskere. Rapporten viser, hvilke konsekvenser vores livsstil har på verdenshavene, menneskerne og dyrene. Den dystre melding er, at Grønland er ved at smelte, og om 13 år vil isen i havene i Arktis være forsvundet.

»Arktis er verdens køleskab. Før var det en dybfryser, i fremtiden har vi kun en fryser. Det kan komme til at påvirke Danmark meget, f.eks hvis havene kommer til at stige med 75 cm, som rapporten viser. Vi oplever allerede nu stormflod, der ødelægger danskernes hjem og havne, men i de næste år vil det blive være,« fortæller Eigil Kaas, som er forsker i klima og geofysik ved Niels Bohr Instituttet.

Danmark er dog et af de heldigere lande i forhold til klimaforandringer, siger Eigil Kaas.

»Danmark er et smørhul, når det kommer til klimaforandringerne. Der er mange steder i verden, som vil være hårdere truet. Det kan ende med store flygtningestrømme, fordi der kommer konflikter i deres samfund pga. klimapres,« siger Eigil Kaas.

Der er brug for ændringer i hele verden, hvis klimaforandringerne skal stoppe, mener Alternativets miljøordfører, Christian Poll.

»Det er voldsomme tal, og det understreger, at vi skal reagere nu for at stoppe temperaturstigningerne. Det gør vi ved at udfase brugen af fossile brændstoffer og erstatte det med vedvarende energi. Det er noget, som kræver politisk vilje, men den er ikke imponerende lige nu,« siger Christian Poll.

Han er dog glad for, at 196 lande har underskrevet en klimaaftale, som betyder, at temperaturen globalt ikke må overstige to grader. Rapporten fra Det Arktiske Råd peger også på, at klimaforandringerne vil være mindre, hvis landene overholder klimaaftalen, men der vil stadig være konsekvenser.

Det fandt forskerne ud af: Klik på de røde ringe

Dansk klimaforsker Eigil Kaas om Danmarks fremtid fra i dag og de næste hundrede år: