Bus- og togpassagerer kan bruge de gamle klippekort helt ind i det nye år. Trafikselskabet Movia har besluttet at forlænge salget af klippekort frem til februar.

Rejsekortet bipper over hele landet, men den moderne teknik har endnu ikke slået det gamle papirklippekort helt af banen.

I hvert fald ikke i hovedstadsområdet, hvor passagerer nu kan købe klippekort i kiosker og automater frem til 9. februar 2015.

DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen har i fællesskab besluttet at forlænge klippekortets levetid for at undgå, at en teknisk opdatering af rejsekortet i efteråret 2014 kolliderer med udfasningen af klippekortet. Derfor forlænges salget af klippekort helt frem til februar.

»Det vigtigste for os er, at kunderne oplever en tryg overgang fra klippekort til rejsekort - så betyder det mindre, at udfasningen af klippekort udskydes,« siger Christian Linnelyst, salgs- og produktmarketingschef i DSB, i en pressemeddelelse.

Klippekortene kan bruges frem til og med 30. juni 2015, men så er det også slut. Derefter anbefaler DSB deres passagerer at bruge rejsekort, appen Mobilbilletter, periodekort eller at købe kontantbillet.

Nuværende rejsekortbrugere vil ikke mærke ændringer i systemet, når rejsekortet får en systemopdatering.

Der er over 375.000 brugere af rejsekortet i hovedstadsområdet, og på landsplan er der solgt mere end 900.000 rejsekort.