I 2010 udledte en amerikaner i gennemsnit den samme mængde CO2 som 176 etiopiere, viser en ny rapport. Dermed er det ikke befolkningskontrol i de fattige lande, der skal til for at bremse klimaforandringerne, mener organisationen Care.

Mængden af CO2, som klodens befolkning udleder, varierer kraftigt fra land til land. Det viser en ny rapport om klimaforandringer og befolkningsvækst fra den humanitære organisation Care.

I USA udledte den gennemsnitlige borger i 2010 17,6 ton CO2. Det svarer til den samme mængde CO2, som ti mennesker i Indien udledte, som 44 mennesker i Bangladesh udledte, og som 176 mennesker i Etiopien udledte. I Danmark udledte hver borger i gennemsnit 8,3 ton CO2 i 2010.

»Vi ser nu forsøg på at flytte ansvaret for klimaforandringerne fra overforbrugende befolkninger i rige lande til fattige familier i Afrika ved at sige, at jo færre mennesker, desto mindre CO2-udledning. Denne her rapport slår fast, at det simpelthen ikke passer. Befolkningerne i verdens fattige lande forbruger meget færre ressourcer og udleder meget mindre CO2 end i de rige lande,« siger Rolf Hernø, som arbejder med klima og miljø i organisationens danske afdeling, Care Danmark.

I rapporten fremgår det også, at der historisk set har været en tendens til at skyde skylden for hungersnød, konflikter og miljøproblemer på en galopperende befolkningstilvækst i de fattige lande.

Men Rolf Hernø mener, at der bliver »begået en stor klimauretfærdighed«:

»Der lurer stærke interesser bag forsøget på at skubbe ansvaret fra rige overforbrugere til fattige familier med et marginalt forbrug. Det placerer både ansvaret og de nødvendige løsninger i behagelig afstand fra, hvor det egentlige problem ligger. Så kan olie-, kul-, skifergas og anden sort industri i rige lande fortsætte med at skovle store summer ind på klodens bekostning,« siger Rolf Hernø.

Han understreger samtidig, at han ikke mener, det er befolkningskontrol i de fattige lande, der skal til for at bremse klimaforandringerne:

»Hvis man vil løse klimaproblemet med befolkningskontrol, skulle man hellere skrue ned for antallet af amerikanere. Men det er ikke løsningen,« siger han.

Rapporten udkommer lige inden FNs generalforsamling begynder i New York tirsdag, hvor verdens ledere blandt andet skal diskutere, hvordan man sætter en stopper for den stigende mængde af CO2, som klodens befolkning sender ud i atmosfæren.

»Den største trussel mod vores fremtid er overforbrug blandt klodens rige befolkninger, ikke mindst os selv,« siger Rolf Hernø og forklarer, at det handler om at tage fat på problemet, der hvor det er størst:

»Hvis vi skal bremse klimaforandringerne, skal vi vende blikket mod os selv. Lige nu gambler vi med klodens fremtid. Det er derfor først og fremmest vigtigt at nedsætte mængden af CO2 i de rige lande. Det bør være første prioritet for verdens topledere, når de mødes,« siger Rolf Hernø.