Om 100 år kan kloden blive lige så varm som for 120.000 år siden, da havenes vandstand var op mod otte meter højere. Dansk forskning kaster lys over den tids klima og skaber frygt for Antarktis.
2.300 meter under toppen af den vældige iskappe i Nordvestgrønland har danske forskere fravristet isen en række foruroligende hemmeligheder om klimaet i forrige mellem-istid – et forskningsresultat, der sender en advarende pegefinger til nutiden, skriver Berlingske.
Indtil nu har videnskaben kun haft en stærk formodning om, at klimaet var varmere end i dag under Eemtiden for 130.000 til 115.000 år siden.
Men nu har omhyggelige analyser af dybe iskerner fra det danskledede Neem-iskerneboreprojekt i Nordvestgrønland afsløret, at det grønlandske klima på højden af Eemtiden var omtrent seks til syv grader varmere end nutidens.
Det svarer til, at den globale middeltemperatur dengang må have været ca. tre grader højere end i dag, fordi arktiske temperaturstigninger typisk er mindst to gange højere end det globale gennemsnit.
Med nutidens drivhusgasudledninger peger meget på, at vi inden for de næste 100 år kører ind i et klima, der er nogenlunde sammenligneligt med det, der herskede i Eemtiden« siger professor og isforsker ved Niels Bohr Institutet, Dorthe Dahl-Jensen, der har stået i spidsen for boreprojektet.
Det vil sige et klima, hvor store dele af Jordens iskapper smelter og sender havniveauet adskillige meter op over nutidens niveau.
Det grønlandske bidrag til Eemtidens globale havstigninger synes imidlertid at have været relativt beskedent.
- Vi kan beregne, at oppe i Nordvestgrønland svandt højden af iskappen med ca. 400 meter i løbet af 6.000 år under Eemtiden. Hvis vi breder det ud over hele Grønland, svarer det til, at Grønland højst mistede 25 procent af sin ismasse under forrige mellemistid. Det indebærer, at Grønland maksimalt kan have bidraget med to meter til den globale stigning i havniveauet dengang, forklarer Dorthe Dahl-Jensen.
Under Eemtiden lå havspejlet imidlertid mellem fire og otte meter over nutidens niveau. Man kan dermed drage en interessant følgeslutning ud af det i forvejen opsigtsvækkende danske forskningsresultat, der netop er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature: At den vældige iskappe på Antarktis på den stik modsatte side af planeten må have bidraget med mindst halvdelen af den dramatiske havstigning i datiden.
Det er ikke mindst interessant set i lyset af, at nutidens accelererende grønlandske afsmeltning aktuelt bidrager med omtrent to tredjedele af de årlige stigninger i det globale havniveau. Men i fremtiden kan balancen altså forrykkes mod pingvinernes land mod syd, og der er tilmed risiko for, at det antarktiske tab af is kan komme til at foregå med voldsom hast.
Dorthe Dahl-Jensen peger især på Vestantarktis – den vældige iskappe umiddelbart syd for Den Arktiske Halvø, der strækker sig op mod Sydamerikas sydspids.
I modsætning til Østantarktis hviler størsteparten af den mere end tre kilometer tykke vestantarktiske iskappe direkte på havbunden.
- Bunden af den vestantarktiske is ligger ca. halvanden kilometer under havoverfladen. Hvis isen mister stigende mængder masse som følge af global opvarmning, er der risiko for, at isen vrister sig fri af havbunden og stiger til vejrs som en prop. I det øjeblik den vestantarktiske is flyder, vil havniveauet pludselig stige med helt op til fire-fem meter. Det er et potentielt såkaldt tipping point for klimaet, advarer hun.
Den danske isforsker Sebastian Mernild, der netop er tiltrådt stillingen som videnskabelig chef på is- og klimalaboratoriet i Valdivia i Chile, kalder det danske forskningsresultat for »interessant«. Og ligesom sin kvindelige kollega advarer han om, at tabet af is i Antarktis pludselig kan komme til at gå stærkt:
- Vi klima- og polarforskere er tidligere blevet overrasket over de hastige tendenser i Antarktis, og det vil ikke komme bag på mig, om vi i fremtiden vil se et stadigt voldsommere bidrag fra Antarktis og måske på sigt et større bidrag end det, der kommer fra indlandsisen, siger han til Berlingske.
