25-årige Morteza Yousufi fortæller for første gang om afghansk politichefs overgreb i Rigspolitiets fly i Kabul.

Danske betjente greb ikke ind, da to tvangsudviste mænd fik hårde slag af en afghansk politichef, der var kommet om bord på Rigspolitiets fly i Kabul i Afghanistan. Det fastslår den 25-årige afghaner, Morteza Yousofi over for Politiken mandag. Han blev deporteret fra Danmark sammen med 15 andre tvangsudsendte asylsøgere i et af Rigspolitiet chartret fly 28. februar.

Da han sammen med en anden tvangsudvist mand nægtede at følge en afghansk politichefs ordre om at rejse sig fra sædet og forlade flyet, blev de begge overfaldet af politichefen. Imens kiggede de danske betjente blot på, forklarer afghaneren.

»Bagefter sagde de undskyld til os. De kunne ikke gøre noget ved det, sagde de«, siger Yousofi til Politiken.

Det er første gang, at en af de forurettede fra flyturen giver sin version af hændelsesforløbet i den Boeing 737-maskine, som dansk politi havde chartret til at flyve de tvangsudviste asylsøgere fra Danmark til Kabul.

I sidste uge kunne Politiken gengive forløbet, sådan som det er noteret i en fortrolig rapport fra Rigspolitiet sendt til Folketinget.

Her bevidner 11 danske politiembedsmænd over 6 sider, hvordan den afghanske politichef slog Morteza Yousufi og den 20-årige Alireza Rafie flere gange i ansigtet og på overkroppen med knytnæver og flad hånd, da de nægtede at stige ud af maskinen. Politichefen forsøgte blandt andet at trække den ene af mændene ud af sædet ved håret.

To repræsentanter fra Ombudsmanden, som førte tilsyn med tvangsudsendelsen, overværede hændelsesforløbet om bord. Ifølge Morten Engberg, chef for tilsynsafdelingen, er Ombudsmanden gået ind i sagen og har afsendt uddybende spørgsmål til Rigspolitiet.

»I det her tilfælde beder vi om yderligere oplysninger og om, at man forholder sig til nogle problemstillinger, som sagen rejser«, siger han til Politiken.

Advokat Niels-Erik Hansen repræsenterer både Morteza Yousufi og Alireza Rafie. Sidstnævnte var med flyet tilbage til København, idet han blev afvist af de afghanske myndigheder i Kabul, angiveligt fordi han er iraner.

»Jeg kan jo konstatere, at begge mine klienter har en helt anden beskrivelse end den, som fremgår af de to officielle udsendelsesrapporter, jeg har modtaget. Jeg er så blevet klar over, at der findes en fortrolig politirapport med en tredje udlægning. Nu er jeg nødt til at anmode politiet om at udlevere den, så jeg kan finde ud af, hvad der faktisk er sket i sagen«, siger han til Politiken. Advokaten overvejer eventuelle klagemuligheder.

Foreningen af Udlændingeretsadvokater har henvendt sig til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med krav om en redegørelse for tilstedeværelsen af to forskellige politirapporter om samme hændelse.