Ifølge DR var det ikke sandt, da BT mandag skrev, at en professor trækker sig fra DRs kritiske historie om plagiat-mistanke mod forskningsminister Esben Lunde Larsen. Men professoren fastholder over for BT, at han har trukket sig fra den historie, som DR lavede. 

Mandag bragte BT historien om, at professor Peter Sandøe kritiserede DR for ikke at have citeret ham korrekt i en historie produceret af DR Nyheder.

DRs historie handlede om beskyldninger om plagiat i forbindelse med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) ph.d.-afhandling. I et tv-indslag fremgår det af DRs speak, at Peter Sandøe deler holdning med professor emeritus ved Københavns Universitet Heine Andersen, der sagde, at der var tale om plagiat i forskningsministerens ph.d.

Men Peter Sandøe var i virkeligheden uenig.

DR: BTs påstand er usand
DR brugte professoren til at drage en konklusion, som han selv eksplicit tog afstand fra, forklarede Peter Sandøe til BT og kaldte DRs journalistik for »tendentiøs«.

Tirsdag aften bragte DR en præcisering på DRs hjemmeside. Udover at præcisere hvad Peter Sandøe mente, skriver DR:

»Peter Sandøe har ikke bedt DR berigtige historien, og han vedstår alt, hvad han har sagt til DR Nyheder i sagen. BTs påstand om, at han »trækker sig fra historien«, er altså ikke sand.«

I præciseringen fokuserer DR på et ordvalg i BTs artikel, der lyder: ”Central kilde trækker sig fra kritisk DR-historie om V-minister”.

Professor Peter Sandøe siger til BT, at han står ved alt det, han har sagt til DR i interviewet. Problemet ligger i, at DR i indslaget skar hans forbehold væk og dermed kom til at lægge ham den stik modsatte holdning i munden, end den han gav udtryk for med hensyn til anklagen om uredelighed.

Peter Sandøe siger til BT, at han trækker sig fra historien, hvor DR har lagt ord i munden på ham, som han ikke har været enig i.

»Jeg trækker mig fra det, der er deres egentlige historie, nemlig påstanden om, at jeg skulle mene, der var belæg for at kalde ministeren uredelig. Og det var også det, jeg sagde til DR,« siger Peter Sandøe og fortsætter:

»Man kan ikke se Danmarks Radios historie uden at få det indtryk, at jeg er enig med Heine Andersen (en anden ekspertkilde, red.) i, at Esben Lunde Larsen er uredelig. Det har jeg ikke på noget tidspunkt sagt eller ment«.

»Så jeg trækker mig fra den historie, DR tilsyneladende prøvede at lave.«

Uffe Tang, der er politisk redaktør på DR Nyheder, har skrevet DRs præcisering. Han står stadig inde for den.

»Den præcisering, der er lagt ud, er aftalt med Peter Sandøe og er godkendt af ham både mundtligt og skriftligt,« siger Uffe Tang.