Tidligere på aftenen torsdag efterlyste Sydjyllands Politi forældrene til en to-tre årig dreng. Nu er de fundet.

Det viste sig, at forældrene var fra Afghanistan, og altså ikke fra Grønland, som politiet ellers troede.

»Vi troede jo, han var fra Grønland, men det viste sig ikke at holde stik. Men det kan også være svært at se i den alder,« siger vagthavende ved Sydjyllands Politi Erik Lindholdt.

Forældrene havde været igennem hele området for at lede efter sønnen, men var ved at opgive og på vej ind på politistationen, da grupperne fandt hinanden. Derfor er drengen nu genforenet med dem, og de er meget glade og lettede, siger vagtchefen.

»Han gik alene ude på Højdevej, og det kan være rigtig farligt, for der kører bilerne stærkt,« fortæller Erik Lindholdt.

Politiet fik en henvendelse fra en kvinde i området, der havde fundet den lille dreng gående rundt på Højdevej. Hun ventede sammen med drengen, indtil politiet ankom og overtog ham.

Drengen har ikke noget sprog, men nikker og ryster på hovedet, når han bliver spurgt om noget, siger Erik Lindholdt.

Det er ikke første gang, politiet finder børn alene i Esbjerg-området. I sidste uge stod de i samme situaton, siger Erik Lindholdt.