Det er snart påske, og temperaturerne begynder endelig at nærme sig noget, der ligner havevejr. Skadedyrene vågner, og det handler om at slå til, inden det er for sent.

Dræbersnegle, hvepse og bladlus. Sammen med skvalderkålen er de invasive skadedyr pest for haveejere. Mange tyr til giftige løsninger, når haven skal holdes ren og fri for dyrene, men det behøver man slet ikke.

»Når man bruger gift, så slår den ikke kun skadedyrene ihjel. Gift mod eksempelvis dræbersnegle rammer også de almindelige snegle, der ikke er skadelige for haven. Hvis man fylder haven med gift, så er det den sikre vej til en have helt uden liv,« siger Torben Lønne, der er haveekspert hos Grønforskel.

I år havde vi en mild vinter, og derfor har mange af skadedyrenes æg overlevet vinteren. Derfor kommer der endnu flere dyr, der ødelægger rosenbedet, underminerer fliseterrassen eller stikker os, når vi nyder en kold sodavand i forårssolen.

For komme problemet så skånsomt og miljørigtigt til livs, er der andre muligheder end den gift mange danskere henter i deres havecenter.

»I mange byggemarkeder kan man købe nyttedyr, der kan fjerne skadedyrene helt naturligt. Det kan være en snyltehveps eller mariehøns, der er bladlusenes naturlige fjender,« siger Torben Lønne.

I mange tilfælde kommer nyttedyrene dog helt naturligt ind i haverne – hvis de altså ikke er fyldt med gift. De bliver også i haven af sig selv, indtil skadedyrene er væk. »Hvorfor skulle man forsvinde fra en tag-selv buffet?« siger Torben Lønne.

SÅDAN BEKÆMPER DU DE FIRE VÆRSTE SKADEDYR


Dræbersnegle

Dræbersneglene spiser alt det mad, vi planter ude i haven, ligesom deres slim er fyldt med E. colibakterier.
Dræbersneglene spiser alt det mad, vi planter ude i haven, ligesom deres slim er fyldt med E. colibakterier. Foto: Henning Bagger
Vis mere


Fare: Dræbersnegle er ikke umiddelbart farlige for mennesker. Alligevel anbefales det ikke, at man spiser noget, som har været i kontakt med snegleslim, da det indeholder store mænger E. colibakterier.

Metode: Den bedste måde at komme sneglene til livs er ved at forebygge deres angreb. Når man køber nye planter bør man tjekke både jord og selve planterne for de små runde snegleæg. Man kan også bygge et sneglehegn rundt om køkke- og urtehaven, som man smører med brun sæbe.

Man bør også undgå, at der ligger haveaffald i haven, da dræbersneglene gerne opholder sig mørke og fugtige steder. Af samme årsag er det vigtigt at vande haven om morgenen, så fugten forsvinder i løbet af dagen.

Hvis skaden allerede er sket, er den mest effektive måde at bekæmpe sneglene på ved at samle dem ind med håndkraft. Når sneglene er samlet sammen skal de klippes over bag hovedet. Kogende vand og salt er et no-go, da det strider mod dyreværnsloven. Man kan også bruge nyttedyr som pindsvin eller fugle.


Bladlus

Bladlus spiser alt, hvad der er at finde i haven. Det er både de spiselige afgrøder, men også blomsterbedene og roser.
Bladlus spiser alt, hvad der er at finde i haven. Det er både de spiselige afgrøder, men også blomsterbedene og roser. Foto: Flemming Højer
Vis mere


Fare: Selvom det kun er få planter, der dør af et bladluseangreb, så kan bladlusens afføring – kaldet honningdug – give planterne en svampebelægning. Samtidig tiltrækker honningdugen myrer, der også er skadedyr.

Metode: En af de rigtigt effektive måder til at undgå bladlus, er ved at bruge nyttedyr, der er bladlusens fjende. Snyltehvepse, guldøjelarver og galmyg er alle gode i kampen mod bladlus, og er ikke nogen, man som menneske skal frygte. Snyltehveps hverken stikker eller er farlige.

Man kan også forebygge sin have mod angreb fra bladlus. Jo stærkere planten er, des bedre er den til at modstå et luseangreb. Den bedste måde at sikre sig stærke planter er ved at gøde dem. Hvis man ikke vil købe en økologisk gødning, kan man bruge den kompost, man har fra sit havearbejde.

Hvis ingen af de to metoder virker, findes der også insektsæber, der er gode i kampen mod bladlus. Man kan både købe sæber, men man kan også lave sin egen af helt almindelige køkkenting. Eksempelvis kan man blande vand og brun sæbe, som kan sprøjtes på planten. Skummetmælk er også effektivt, hvis det sprøjtes på planten.


Myrer

Selvom myrer er acceptable i haven, kan de være en pest at have i huset. De kan også lave store skader, hvis de graver tunneler under terrassen og i indkørslen.
Selvom myrer er acceptable i haven, kan de være en pest at have i huset. De kan også lave store skader, hvis de graver tunneler under terrassen og i indkørslen. Foto: Bjarke Ørsted
Vis mere


Fare: Myrer er ikke kun irriterende at have løbende i køkkenskabe og på stuegulvet. De kan også lave alvorlige skader på træet i dit hus og ved at underminere havefliserne på terrassen.

Metode: Et rent hus er kedeligt for myrer. Derfor er det bedste middel mod myrer at tage opvasken, tømme skraldespanden og vaske skærebræt og bord af efter madlavning. Myrer kan godt lide søde sager, så jo mindre sødt der ligger fremme, des bedre.

Hvis myrerne allerede er kommet ind i hjemmet, er det vigtigt at få grundigt rent. Specielt langs det spor, myrerne oftest bevæger sig via. Det fungerer bedre end at blokere det spor, myrerne er kommet ind i hjemmet via, da de hurtigt finder en anden vej ind.

I haven er kogende vand, eddike eller bagepulver mest effektivt. Men også helt almindelige ting i hjemmet som kanel, kartoffelmel og kaffegrums fungerer godt som myregift. Det bedste sted at starte er ved myretuen, hvor myrerne holder til. Igen er kogende vand mest effektivt.


Hvepse

Hvepse er ikke kun nærgående og larmende. Deres stik kan fremprovokere allergiske reaktioner, som kan gøre ualmindeligt ondt.
Hvepse er ikke kun nærgående og larmende. Deres stik kan fremprovokere allergiske reaktioner, som kan gøre ualmindeligt ondt. Foto: colourbox.com
Vis mere


Fare: Kan være meget skadelige for mennesker, specielt hvis man er allergisk. De gemmer sig i sukkerholdige drikke og kan ødelægge enhver hyggelig stund.

Metode: Hvepse er sværere at bekæmpe end de andre skadedyr. Det kræver en professionel beskyttelsesdragt, hvis man vil fjerne hvepseboet, mens hvepsene er aktive. Derfor er det også smartest at fjerne boet om vinteren eller i foråret.

Hvis man ikke ønsker et nyt hvepsebo, kan man placere et kunstigt hvepsebo eller et insektnet de steder. På den måde kan hvepsene ikke etablere et nyt hjem, og dronningen vil derfor søge mod et nyt og bedre egnet sted. Man bør også lukke for huller og sprækker i hjemmet.

Vil man undgå hvepse, kan man stille en skål med eddike på havebordet, da det har den modsatte effekt at sukkerholdige væsker. På samme måde er det bedst at drikke af glas, da man har lettere ved at se hvepsene end i dåser og flasker. Man kan også lave sukkerholdige fælder, man placerer langt væk fra de steder, man opholder sig.