De havde bare tænkt sig at smide den gamle kasse ud, der stod under skrivebordet ude i skuret. Men da Lars Boe Jensen og flyttemændene lørdag eftermiddag skulle have de opmagasinerede møbler ud af skuret, blev de nysgerrige og åbnede kassen.

Det viste sig, at den indeholdt noget ganske andet end det, de havde forestillet sig.

»Der lå nogle gamle kemikalieflasker i den, som de tidligere ejere af huset har ejet. Der lå også nogle dokumenter samme sted, som antydede, at kemikalierne var sprængfarlige og livsfarlige,« siger Lars Boe Jensen.

Den 42-årige Lars Boe Jensen bor sammen med sin hustru og deres to børn på en trelænget landejendom i Slangerup i Nordsjælland. Familien er ved at flytte fra adressen, og lørdag skulle de have flyttet de sidste ting ud af huset.

Men fundet i skuret fik større konsekvenser for familiens flytteplaner, end hvad de gik og troede. Lars Boe Jensen valgte efter det mystiske fund at tage kontakt til politiet, der anbefalede, at en kemikaliespecialist blev tilkaldt.

Specialisten vurderede, at indholdet af flaskerne var farligere end som så, og at en bomberydder måtte tilkaldes.

»Der blev gisnet om, at kemikalierne kan have ligget i skuret uberørt lige siden Anden Verdenskrig,« forklarer Lars Boe Jensen.

To af flyttemændene var i spændingens rus kommet til at åbne og sniffe til flaskerne og var blevet dårlige. Hele tre ambulancer rykkede ud til adressen, og pludselig havde et større beredskab bestående af en patruljevogn, brandbiler, ambulancer og folk fra Ammunitionsrydningstjenesten belejret familiens trelængede ejendom.

Lars Boe Jensens hustru og parrets to børn på tre og 14 år var på weekendbesøg hos Lars Boe Jensens forældre, og de oplevede derfor ikke ståhejet på nært hold. Men Lars Boe Jensen blev i en kortere periode forment adgang til sit hjem, mens teknikere undersøgte de potentielt farlige flasker.

»Vi har boet på adressen i 10 år, og vi har aldrig haft kassen med kemikalieflaskerne åbnet. Vi har bare brugt skuret som et opbevaringsrum, hvor kassen med kemikalierne har ligget skjult. Men det er da ret spooky, hvis det viser sig, at det har været sprængfarligt,« siger Lars Boe Jensen.

BT har været i kontakt med Nordsjællands Politi, der endnu ikke kan fortælle, hvad det præcis er for nogle flasker, der er blevet fundet på landejendommen i Slangerup.

Det ventes, at familien kan genoptage deres flytning søndag.