Snoop Dogg, Remee og Johnny DeLuxe har tidligere været frontfigurer hos 3. Og nu har selskabet krydset Atlanten for at finde stjernen til den nyeste kampagne.

De fleste kender nok David Hasselhoff fra tv-serierne 'Knight Rider' og 'Baywatch.' Og nu skal den verdensberømte skuespiller være en del af den nyeste 3-kampagne i Danmark.

Det skriver 3 i en pressemeddelelse. Formålet er, at 'The Hoff' skal rådgive om, hvordan man holder den gode stil, og hvad der er 'awesome'. Og selskabet har selv taget turen til Los Angeles for at lave optagelserne.

Sammen med den velkendte 3-hund slænger den 64-årige David Hasselhoff sig på køleren af sin bil samt i et hus i Los Angeles til tonerne af den amerikanske R&B-sanger Ginuwines hit 'Pony'.

Hos 3 er der stor tilfredshed med, at det lykkedes at få David Hasselhoff med i kampagnen.

Frederik Grønlund Scholten, der er Head of Marketing hos 3, fortæller, at han er en legende. Og ved at bruge ham viser selskabet, at flere kan tænke på dem som 'et trygt valg og et selskab, der har styr på tingene.'

David Hasselhoff er en del af den nye 3-kampagne.
David Hasselhoff er en del af den nye 3-kampagne. Foto: 3 Presse
Vis mere

Branding-bureauet Co+ er sammen med 3 kommet på idéen med at bruge David Hasselhoff. Da kampagnen skulle laves, hyrede de filminstruktøren Mikkel Nørgaard, der blandt andet står bag Klovn-serien. Og hos 3 er der stor begejstring for samarbejdet.

»Vi føler, at vi har gjort lidt af et scoop ved at lande en aftale med et stjernecrew og 'The Hoff'. Han var super fed at arbejde sammen med – afslappet og meget lidt selvhøjtidelig. Kostumeprøverne foregik i hans hjem i Hollywood, og det var lidt af en oplevelse at komme så tæt på ham. Han har en ret vild stil og billeder af sig selv overalt,« fortæller Frederik Grønlund Scholten.

'Hoff & Dog'-kampagnen er lavet til det danske marked og må kun vises i Danmark, skriver 3 i pressemeddelelsen. Selskabet ønsker ikke at fortælle, hvad det har kostet at bruge David Hasselhoff. De skriver dog, at der ikke er brugt flere penge end normalt på kampagnen.

Er man stor David Hasselhoff-fan bliver det også muligt at købe idolplakater af stjernen i selskab med 3-hunden. De bliver udleveret i forbindelse med køb i 3's butikker fra den 19. januar.

Foto: 3 Presse
Vis mere