Skolestarten nærmer sig, og det betyder stressede forældre i store biler, mens børn krydser veje på vej til skole.

Det er selvsagt en farlig cocktail, og derfor har politiet indledt en kæmpe landsdækkende fartkontrol på vejene omkring skolerne.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Vi kommer især til at holde øje med bilernes hastighed, om alle personer i bilen har sikkerhedssele på og forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne,« skriver Rigspolitiet og oplyser, at fartkontrollen både vil bestå af fotovogne og manuelle fartkontroller.

Den landsdækkende kontrol begynder mandag den 7. august og slutter fredag den 18. august.

Det glæder Rådet for Sikker Trafik, der sammen med Trygfonden og landets kommuner har sat en masse skilte op omkring skolevejene, der minder bilisterne om, at der nu er mange børn på vejene igen.

»Både de mindre og de større børn kan være meget impulsive og ser ikke altid de biler, der kommer kørende. Det stiller ekstra krav til bilisterne om at være meget opmærksomme og vise ekstra hensyn,« siger Rosa Nissen, der er projektleder i Rådet for Sikker Trafik til Jyllands Posten.

Over for JP oplyser Rådet for Sikker Trafik, at hele 10 gange så mange 16-årige som seksårige kommer til skade i trafikken, hvilket blandt andet kan tilskrives teenagernes brug af mobil i trafikken samt manglende brug af cykelhjelm.

Derfor er det ikke kun de små børn, der er fokus på.

Politiet lavede en lignende landskontrol sidste år ved skolerne, hvor de tog 6.202 bilister i at køre for hurtigt. Værst var det ved Egebækskolen i Nærum, hvor 61 biler blev snuppet af politiet for at køre for stærkt. Den højeste målte fart var 98 kilometer i timen, og to fik frakendt kørekortet.