Danmarks første astronaut, 40-årige Andreas Mogensen, har brugt lidt over ni dage i rummet på Den Internationale Rumstation i 2015. Mandag morgen brugte han knap en halv time på at bevise det i radioen.

På en Skype-forbindelse fra NASA i Houston Texas, USA, trådte Andreas Mogensen ind i en krig på ord og argumenter med Danmarks formentlig største fladjordsteoretiker, 52-årige Ole Lochmann, der også er uddannet snedker og psykoteraupeut.

I Radio24Syv Morgen forsøgte radioværterne Ida Herskind og Morten Jeppesen forgæves at finde et fælles fodslag mellem de to.

Ida Herskind: »Du har været derude i nok dage til at se den (jorden, red.) dreje rundt flere gange, så du kan også garantere, at den ikke bare er rund som en pandekage eller en skive, men at den er rund som en kugle?«

Andreas Mogensen: »Ja, men der er intet, jeg kan sige, som vil overbevise Ole. Han vil bare tro, at jeg er en del af konspirationen...«

Ida Herskind: »Andreas Mogensen forklarer, hvad han har set med egne øjne. Ole, tror du, at han lyver?«

Ole Lochmann: »Ja, det gør jeg. Altså jeg tror ikke på ham, og jeg tror ikke på, at han har været på Den Internationale Rumstation. Jeg tror simpelthen, at det er fake.«

Således begyndte indslaget med Andreas Mogensen og Ole Lochmann klokken lidt over syv mandag morgen. Minut efter minut bevægede de to parter sig ikke tættere på enighed, men snarere længere væk. Ole Lochmann tror nemlig ikke på, at jorden er rund, og han tror heller ikke på, at Den Internationale Rumstation overhovedet findes.

Ida Herskind: »Ole, tror du ikke, at stationen findes?«

Ole Lochmann: »Nej. Han (Andreas Mogensen, red.) sidder i et studie. Jeg kalder det for ‘The fake International Spacestation’. Dem Andreas Mogensen arbejder sammen med laver filmtrick live.«

Andreas Mogensen: »Den her argumentation støder jeg tit på, når jeg er på Facebook. Bare fordi Hollywood kan lave en scene, der ligner rummet, så er det ikke ensbetydende med, at Den Internationale Rumstation ikke findes. Det er ikke et bevis for, at det rigtige ikke er sandt.«

Danmarks første astronaut tilbød derfor Ole Lochmann svarene på alle hans spørgsmål med én simpel løsning.

Andreas Mogensen: »Ole, du har jo muligheden for at blive den mest kendte mand nogensinde. Lige så rig og berømt, som du har lyst til. Du skal bare tale med de andre i din Facebook-gruppe og starte en GoFundMe eller Kickstarter kampagne, så du kan købe en båd og sejle ud for at bevise, at der er en kant, og jorden dermed er flad. Tager det for lang tid at sejle, så køb en flyvemaskine, det kan du sagtens gøre. Der er intet, der stopper dig i at sejle ud til kanten af den her flade jord.«

Ole Lochmann: »Det er igen helt urealistisk. Det koster spidsen af en jetjager - og det kræver en organisation,« forklarer Ole Lochmann som modsvar til Andreas Mogensens forslag.

Ida Herskind: »Som videnskabsmand Andreas Mogensen, hvordan har du det med, at folk som Ole, tror du lyver?«

Andreas Mogensen: »Der har altid været folk, som vi andre vil kalde for tosser, men internettet har gjort det muligt, at de nu kan dele deres meninger. Der hvor det har en klar betydning for vores samfund og os andre er i spørgsmål som eksempelvis vacciner af børn. Det er lidt det samme, der går igen der. Når folk tror, at vacciner giver autisme, og vi ikke længere tror på naturvidenskaben og eksperterne, så er det ikke længere bare en tosset ting, som at tro jorden er flad. Det er samfundsskadeligt.«

Ida Herskind: »Ole, er du blevet overbevist af at tale med Andreas Mogensen?«

Ole Lochmann: »Nej, det er jeg sådan set ikke. Det er kejserens nye klæder.«

Du kan høre interviewet med Andreas Mogensen og Ole Lochmann i Radio24Syv Morgen HER.