Susan Vestbo havde i lang tid glædet sig til at flytte ind i sin nye lejlighed i Ringsted. Men efter lidt over en måned i lejligheden fik hun nok og tog i sommerhus - ikke på grund af utilfredshed med den nye bolig, men med de makabre omgivelser.

Et omfattende gravearbejde omkring Susan Vestbos lejlighed har nemlig blotlagt en hemmelighed under jorden, som hun ikke var bekendt med: Lejligheden er bygget ovenpå en gammel kirkegård, så nu vrimler det med menneskeknogler lige ude foran Susan Vestbos vinduer, skriver Tv Øst.

Synet havde generet hende i over en måned, men da hun en dag kiggede ud på en af jordvoldene foran lejligheden blev det simpelthen for meget.

»Jeg kiggede ud af mit soveværelsesvindue og på toppen af en jordvold lå det, som jeg i første omgang troede, var en hvid bold af en art. Men da det gik op for mig, at det var et kranie, besluttede jeg mig for at tage i sommerhus. Det syn var lige dramatisk nok,« siger Susan Vestbo til Tv Øst.

Hun har taget kontakt til lokale arkæologer og byggefirmaet, der graver på stedet for at forhøre sig om de makabre knogler. De er flere hundrede år gamle, men har imidlertid ingen arkæologisk interesse, idet gravene blev ødelagt i forbindelse med et tidligere byggeprojekt.

Byggefirmaet har efter Susan Vestbos henvendelse lovet at fjerne knogler og kranier, så de ikke længere er synlige fra hendes vinduer.