Ejendomsmægleren Jesper Nielsen, der er kendt fra DR-programmerne 'Hammerslag' og 'Hus til halsen', er tvunget til at lukke sin store Aarhus-satsning ned efter få måneder.

Jesper Nielsens firma med samme navn som ham selv har hjemme i hovedstadsområdet - nærmere bestemt Holte og Kongens Lyngby. Men i sommeren 2016 valgte han at forsøge sig med markedet i landets næststørste by.

På grund af sygdom blev det dog mere eller mindre ved forsøget. Til Finans.dk fortæller Jesper Nielsen, at den ansatte på kontoret i Aarhus har været sygemeldt i lang tid.

Fordi han ikke føler, at han vil kunne give kunderne i Aarhus en god service, når han selv befinder sig i den anden ende af landet, har han valgt at lukke den nye afdeling ned. For nu om ikke andet.

»Det er svært at finde en ny og god ejendomsmægler i en opstartsfase. Så det kunne ikke rigtigt lade sig gøre. Vores drøm var at gøre Aarhus-kontoret til en fin forretning, men så langt nåede vi desværre ikke. Vi fik dog fornemmelsen af, at Aarhus gerne vil os, så jeg vil ikke afvise, at vi vender tilbage engang,« siger Jesper Nielsen til Finans.dk.

Da Jesper Nielsen åbnede Aarhus-kontoret, der var placeret på Marselis Tværvej i den sydlige del af byen, skete det med store armbevægelser. I 25 af landets biografer kørte en reklamefilm med budskabet om, at der var kommet en Jesper Nielsen mere til Aarhus.

Herunder kan du se reklamen: