Pengene fosser ud af firmaet Labflex, der er ejet af den stenrige familien Foghsgaard. Første regnskab efter mystisk brud med norske investorer giver et tab på et trecifret millionbeløb, skriver Børsen.

Et gigantisk underskud på 180 millioner har tvunget rigmanden Lars Foghsgaard og hans familie til selv at skyde 90 millioner kroner i livsværket Labflex, der producerer laboratorieudstyr, skriver avisen, der samtidig kan afdække, at den massive nedtur kommer efter et mystisk brud med norske pengemænd fra investeringsselskabet Credo Partners.

At det er mystisk, at Foghsgaard-familien købte Labflex tilbage fra norske Credo i marts, skyldes, at det skete blot blot halvandet år efter, at de havde solgt majoriteten af livsværket til nordmændene i forbindelse med et generationsskifte.

Samtidig har familien været yderst tavse siden bruddet, hvilket står i skærende kontrast til tidligere, hvor sønnen Malte Foghsgaard ved flere lejligheder har fortalt om sine store ambitioner for det familieejede firma, skriver Børsen.

Det er ikke første gang, Labflex er i vælten. I foråret undrede konkurrenter på markedet sig over, at Foghsgaard-familiens firma kunne byde så lavt på de samme projekter, at de eliminerende al konkurrence fra kollegaerne hos Labmodul og Zystm.

Dengang ønskede Labflex ikke at kommentere sagen, men nu siger den nye bestyrelsesformand, Christian Herskind til Børsen:

»Det er en sum af en række dårlige projekters eksekvering, som har betydet, at der har været for store udgifter i forhold til det, de var beregnet til,« og forklarer altså deres byden under med en kombination af regnefejl og fejlslagen eksekvering.

Hverken tidligere administrerende direktør Malte Foghsgaard eller ny direktør Ulrik E. Fink har ønsket at kommentere historien.