Mandag eftermiddag blev en 15-årig dreng ramt af et tog på Østerport Station i København. Heldigvis for drengen, så slap han nærmest mirakuløst med livet i behold.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om påkørslen klokken 16.11. Og her frygtede man det værste, men ved et usvigeligt held slap drengen så godt som uskadt.

»Han skal gå ud og købe sig en lotto-kupon. Han har simpelthen været så heldig,« siger vagtchef ved Københavns Politi Thomas Tarpgaard.

»Det virker til, at han har haft meget travlt, så i stedet for at benytte sig af gangbroen over stationen, så valgte han at løbe ind over skinnerne,« forklarer vagtchefen.

Da den 15-årige forsøgte at krydse skinnerne, blev han ramt af toget, som kom kørende. Ofte får sådan en kollision fatale følger, men drengen var ekstremt heldig, fortæller vagtchefen.

»Han blev ramt af toget, da han gik ud på skinnerne, og kastet af sted - og så blev han kørt over af toget, men han var så heldig, at han landede i et hulrum mellem togets hjul, så han slap kun med hudafskrabninger,« siger vagtchefen.

Langt fra så heldig var en midaldrende mand mandag eftermiddag, da han sydvest for Odense ligeledes blev ramt af et tog.

Manden blev dræbt, da han blev påkørt af toget.

Begge påkørsler betød, at der i store dele af mandag eftermiddag var problemer med trafikken på både Sjælland og Fyn.