Mads Holger fik store ord med på vejen fra en række markante personligheder, da han tirsdag tog ud på sin sidste rejse.

Bisættelsen fandt sted i Garnisonskirken i København og foruden Mads Holgers familie, var et væld af kendte personligheder mødt op for at tage afsked med den farverige debattør, blogger og forfatter.

Fitness-dronningen og reality-personligheden Stine Kronborg var en af dem, og hun havde svært ved at forstå, at Mads Holger ikke er her mere:

»Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at det er gået op for mig endnu. Jeg lærte ham at kende i festmiljøet, og siden har jeg altid været Frk Kronborg, når han mødte mig. Man kunne ikke undgå at blive lidt forelsket i ham,« sagde Stine Kronborg til BT.

Det kom frem i sidste uge, at Mads Holger selv valgte livet fra, blot 38 år gammel, i familiens sommerhus på Thurø på Sydfyn.

Billede af Mads Holgers kiste fra kirken. Foto: Privatfoto. (Billedet er bragt med tilladelse fra Mads Holgers familie.)
Billede af Mads Holgers kiste fra kirken. Foto: Privatfoto. (Billedet er bragt med tilladelse fra Mads Holgers familie.)
Vis mere

Foruden at virke som kantet meningsdanner i danske medier, forfulgte Mads Holger også en politisk karriere sidste år. Her stillede han op som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Det lykkedes ikke Mads Holger at komme ind, men han nåede at sætte sine aftryk i Christiansborg-miljøet:

En af de fremmødte var Liberal Alliances folketingsmedlem, Henrik Dahl:

»Jeg husker Mads Holger for det samme, som præsten sagde. Utrolig hjælpsom i alle mulige situationer. Altid den første, der meldte sig, hvis der var et eller andet problem. Et virkelig godt menneske,« fortalte Henrik Dahl ude foran Garnisonskirken.

Joachim B. Olsen fra samme parti stemte i, og han mente, at det politiske Danmark havde svært ved at håndtere en personlighed, som Mads Holger:

»Jeg kendte ham, vi stillede op i samme storkreds, og vi har haft en del debatter sammen. Jeg nød altid hans selskab. Jeg synes, han var interessant som politiker. Der er nok ikke rigtig plads til typer som Mads Holger, og det synes jeg er meget beklageligt. Det har jeg også sagt til ham. Sådanne enere har det nok svært i moderne politik. Jeg synes, han havde meget at byde ind med,« sagde Joachim B. Olsen.

Mads Holger bisættes i Garnisonskirken i København, tirsdag den 12. juli 2016. Skribenten og radioværten blev fundet død af familien i deres sommerhus på Thurø den 4. juli 2016.
Mads Holger bisættes i Garnisonskirken i København, tirsdag den 12. juli 2016. Skribenten og radioværten blev fundet død af familien i deres sommerhus på Thurø den 4. juli 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Den skarpeste kritiker

Efter det ikke lykkedes Mads Holger at komme i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, blev han smidt ud af partiet. Alligevel var der støtte at hente fra den tidligere partifælle Rasmus Jarlov, der mødte op i Garnisonskirken.

Han fortalte BTs udsendte, at han nok var den fra partitoppen, som kendte Mads Holger bedst, og Rasmus Jarlov havde stor respekt for Mads Holger:

»Han var en meget stor begavelse, og det er et stort tab for alle, der kendte ham og for den offentlige debat. Han var i mine øjne den skarpeste politiske kritiker, der var i Danmark,« sagde Rasmus Jarlov.

Flere andre kendisser var også til stede. Blandt andre skuespillerinden Laura Christensen:

»Det var meget smukt i kirken. Jeg er her i dag, fordi jeg kender hans søster og for at støtte hende,« sagde hun.