Den kendte tv-vært fra TV2/Lorry, Line Baun Danielsen, måtte mandag se sin hund Gumle blive angrebet og skambidt af en hund af racen Thai Ridgeback og var tæt på at dø.

»Vores hund, Gumle, blev overfaldet og skambidt på åben gade og har været gennem en 2 timer lang operation. Han er medtaget, men overlever,« skriver Line Baun Danielsen på Facebook.

Line Baun Danielsens søn holdt Gumle i snor, da den anden hund angreb hende bagfra.

Line Baun Danielsens hund Gumle var millimeter fra at få perforeret en lunge og måtte desuden gennemgå en to timer lang operation, efter at den mandag blev overfaldet af en hund af racen Thai Ridgeback på åben gade. (Foto: Facebook)
Line Baun Danielsens hund Gumle var millimeter fra at få perforeret en lunge og måtte desuden gennemgå en to timer lang operation, efter at den mandag blev overfaldet af en hund af racen Thai Ridgeback på åben gade. (Foto: Facebook)
Vis mere

»Vores hund har været millimeter fra en perforeret lunge - og vi håber, han slipper uden yderligere mén,« skriver Line Baun Danielsen, som er dybt rystet over overfaldet.

»For hvad hvis hunden havde overfaldet min søn?« som hun skriver.

Den angribende hund bar ikke mundkurv, selvom den angiveligt allerede én gang før har nappet efter en anden hund, men alligevel tøver Line Baun Danielsen med at anmelde overfaldet til politiet.

(Foto: Facebook)
(Foto: Facebook)
Vis mere

»Ejeren er naturligvis ulykkelig og frygter, at jeg anmelder overfaldet. Hunden er deres familie - ligesom vores. (...) Nu skal jeg beslutte, om jeg - med ejerens ord - vil være bøddel og afgøre hans hunds fremtid og gøre en hel familie ulykkelig. Eller om jeg med mine egne ord må være en ansvarlig samfundsborger. For hvad hvis det sker igen? Og hvad hvis det er et menneske næste gang?,« skriver hun.

bt.dk har været i kontakt med Line Baun Danielsen, som ikke ønsker at udtale sig yderligere, før hun har truffet sin beslutning om, hvorvidt hun anmelder angrebet eller ej.

»Men jeg synes, det er en enormt vigtig debat at rejse,« siger hun.

Mange har kommenteret Line Baun Danielsens Facebook-opslag. Langt de fleste mener, at hun bør anmelde episoden til politiet. Blandt dem er hendes kollega fra tiden på TV2, Ole Stephensen.

»Det her går jo ikke, Line. Anmeld det. Som du selv siger, næste gang er det et lille barn, det går ud over,« skriver han.

Sidste lørdag blev en 5-årig pige angrebet af en hund på Refsnæsgade i København. En sort og hvid bullterrier gik amok og rev igen og igen den lille pige med sine kløer - både på kroppen og i hovedet. Både hundens ejer og den lille piges familie forsøgte forgæves at stoppe hunden. Efter at politiet med besvær fik den pacificeret, blev hunden aflivet.