Der var 50 procent risiko for, at studieværten Niels Frid-Nielsen i DR Kultur ville blive blind, lam eller ville dø, da lægerne i al hast opererede en stor svulst ud af hans hjerne.

Det begyndte med synsforstyrrelser. Tingene flød sammen, han var træt, og han havde svært ved at se farven rød. Han skulle bare have nye briller tænkte han, men hans hustru var bekymret. Hun syntes, han var begyndt at forandre sig.

En MR-scanning bekræftede utvivlsomt konens bange anelser: Han havde en svulst på størrelse med en mandarin i hjernen. Svulsten sad bag pandebrasken bag øjnene. Bag øjnene sidder frontallapperne, der styrer personligheden.

Studievært og kommentator i DR Kultur Niels Frid-Nielsen fortæller i en kronik i Politiken søndag sin bevægende historie om det forløb, han gennemgik i 2012, da han pludselig fik konstateret kræft i hjernen.

Niels Frid-Nielsen blev i al hast kaldt ind til operation. Han beskriver, at han af lægerne på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet fik at vide, at der var 50 procent chance for, at han ville komme ud på den anden side af operationen i forbedret tilstand. Og 50 procent risiko for, at han enten ville blive lam, blind eller i værste fald aldrig vågne op igen.

- Jeg spurgte, om ikke risikoen var høj? »Jo, men i værste fald mærker du ikke noget«, svarede kirurgen. »Det er værre for din kone. Hun kommer til at sidde alene tilbage«. Det var skræmmende, uoverskueligt, uvirkeligt, men også uomgængeligt. Der var jo ikke noget alternativ til operation. Så på den baggrund accepterede vi operationen, skriver han i kronikken.

Niels Frid-Nielsen vågnede op igen efter operationen, men på mange områder skulle han starte helt forfra. Han kunne ikke snakke for længe med andre mennesker uden at få rystelser, nervøse trækninger og ubehag. Han kunne ikke læse, se tv eller høre radio. Og selv om det langsomt gik fremad, frygtede han, at han aldrig ville komme tilbage til et normalt liv igen.

Hospitalet gav ham et træningsprogram på computeren, hvor han skulle løse opgaver, der udviklede hans evner til at tænke hurtigt, fokusere, multitaske, huske og etablere overblik. Det hjalp. Og samtidig begyndte han at løbetræne for at få gang i kroppen.

Lige så stille blev han sluset tilbage til sit arbejde i DR, og efter et halvt år på deltid, var han igen oppe at arbejde fuld tid.

I dag har Niels Frid-Nielsen ingen lugtesans. Den forsvandt sammen med tumoren. Han kan heller ikke holde til 'festivitas' og må altid gå tidligt hjem. Han er lettet og rask, siger han, men han er ikke den samme, som han var før operationen.

Niels Frid-Nielsen har skrevet kronikken i Politiken for at nedbryde tabuerne omkring det at blive ramt af en hjernesvulst. I stedet for stilhed bør kommende patienter mødes af åbenhed og en planlagt vej tilbage til arbejdsmarkedet, mener han.

Niels Frid-Nielsen, der er født i 1954, er gift med P3-vært Pia Røn og far til tre børn. Han blev sygemeldt december 2011 og var tilbage igen på arbejde i august 2012.