Præsten Kathrine Lilleør gør op med en ny mode blandt brudepar

Du har sikkert set dem på Youtube: Klippene af de romantiske og tårevædende øjeblikke, hvor en brud eller brudgom har arrangeret et eller andet genialt indslag under vielsen, så alle bliver rørt og tårerne får frit løb.

Hvis ikke får du et par eksempler her:

En brud er på vej op ad kirkegulvet med sin far under armen, da de pludselig stopper op halvvejs gennem kirken, hvorefter bruden bryder ud i en kærlighedssang til sin kommende mand. Eller hvad med klippene af den ældre mandlige præst, der selv griber mikrofonen og crooner Leonard Cohens 'Hallelujah' til ære for det elskende par? Og har du også grædt til mega-hittet 'Love Actually', kan du sikkert huske scenen, hvor et hornorkester sidder gemt blandt brullupsgæsterne i kirken og rejser sig op og giver den gas, netop som brudeparret forlader kirken.

Videoen, der går lige i hjertet: Gommen havde ventet et klassisk kirkebryllup, men så overraskede bruden

Begrebet 'surprise' ved et bryllup er ikke kun noget, der foregår i Hollywood eller andre steder i udlandet. Trenden med, at den ene part ønsker at overraske den anden med et festligt eller romantisk indslag i kirken er også kommet til Danmark.

Den kendte sognepræst Kathrine Lilleør møder jævnligt en kommende brud, der ønsker at overraske sin tilkommende med noget helt unikt.

I klummen 'Vi har de brudepar, vi har fortjent' hos Berlingske går hun til angreb på netop det fænomen, som hun kalder 'en ny, gennemgribende bryllupstrend.'

»Bruden skriver eller ringer og meddeler mig, at hun har bestilt alt fra et seksmands orkester til en spagfærdig sangerinde, som skal optræde med et overraskelsesnummer til hendes kommende mand undervejs i deres vielse. Jeg bedes derfor holde mund om det ved bryllupssamtalen, hvor vi vælger salmer og taler om deres kærlighed,« forklarer Lilleør.

Videoen der får nakke-hårene til at rejse sig: Her overrasker præsten brudeparret

Det setup passer dog på ingen måde ind i den opfattelse af vielsen, som Kathrine Lilleør har, og hun forklarer derfor gang på gang de undrende brude, at det ikke kan komme på tale.

»Når jeg herpå fortæller hende, at jeg ikke vil være med til at lyve over for hendes kommende mand, når vi taler om hans bryllup, bliver hun ikke altid lige nem. Hun finder det mærkværdigt, at jeg ikke vil deltage i hendes hemmelighed. Når nu det er for at glæde ham. Meget lidt lydhør er hun over for det synspunkt, at vigtigere end surprise i kirkerummet er det, at hendes mand ikke mister tilliden til præster. For når man sidder over for sin præst, skal alle, selv brudgomme, kunne regne med, at præsten ikke lyver,« forklarer hun.

Det ærgrer dog præsten, at parrene ikke synes, at vielsen er romantisk og storslået nok i sig selv, men i stedet begynder at planlægge indslag, der gør øjeblikket til deres eget.

Lilleør konkluderer, at præsten til hver en tid bør 'have rummet, musikken og ordene i vores magt på en sådan måde, at vielsen altid blev større, end noget brudepar kunne forestille sig på forhånd.'

Ikke alle læsere deler dog Kathrine Lilleørs holdning.

På Berlingskes side på Facebook mener en del, at kirken må følge med tiden og tilpasse sig brudeparrenes ønsker.

Andre forstår ikke Lilleørs argument med, at hun føler hun lyver for gommen.

På den anden side er der en del, som er helt enige med Kathrine Lilleør og sammenligner moderne vielser med en cirkusforestilling.