Den kendte overlæge Ulf Helgstrand var nære venner med prins Richard. Han talte med prinsen kun få dage før hans død, som han mener kom meget overraskende.

Prinsesse Benediktes mand, prins Richard, blev bestemt ikke forskånet for sygdomme i de sidste to årtier af sit liv. Hele to omgange kræft – både hud- og lymfekræft- blev den tyske prins ramt af. Han kom sig dig over begge dele og var efter sigende ganske rask, da han mandag den 13. marts pludselig døde på sit slot i Berleburg.

Det fortæller prinsens nære ven, den kendte overlæge Ulf Helgstrand.

»Der var ingen, der havde set det komme. Jeg var meget overrasket over hans død,« fortæller 66-årige Ulf Helgstrand, da BT møder ham på vej til prins Richards bisættelse i flyet mod Dusseldorf.

Ulf Helgstrand, der ud over at være kendt som tidligere overlæge på Rigshospitalet, også er kendt som formand for Dansk Rideforbund, havde været venner med prins Richard i omkring 25 år.

»Han var et fantastisk dejligt menneske. Man var ikke i tvivl om, hvor man havde ham. Han kaldte en skovl for en skovl og en spade for en spade,« beretter lægen og fortsætter:

»Han havde en meget varm side også. Han havde en fantastisk humor og var virkelig vennernes ven,« fortæller overlægen, der talte med den afdøde prins kun to dage før hans død.

»Der var han frejdig,« siger han.

Den tyske prins blev født som søn af Fyrst Gustav Albrecht og den svenske svenskfødte grevinde Margareta Fouché d’Otrante. Han overtog driften af slottet Berleburg efter sin far, men grundet et specielt gammelt testamente, er det formelt prins Richard og prinsesse Benediktes søn, prins Gustav, der i dag ejer slottet.

Prins Richard var dog kendt for sin store kærlighed til naturen – heriblandt de store jordbesiddelser, (13.000 hektar, red.) som han selv forvaltede. Det tyske magasin Spiegel har tidligere beskrevet ham som en af Tysklands vigtigste skovejere.

Prins Richard så tydeligt bevæget ud, da hans far kiste tirsdag formiddag blev båret ud af slottets kapel.
Prins Richard så tydeligt bevæget ud, da hans far kiste tirsdag formiddag blev båret ud af slottets kapel. Foto: Schneider-Press/Frank Rol/SIPA
Vis mere

»Han foretrak gummistøvlerne frem for lakskoene,« fortæller Ulf Helgstrand, der også flere gange har deltaget i jagter sammen med den nu afdøde prins. Og det var en festlig fornøjelse.

»Han kunne fortælle historier, som fik mænd til at rødme,« husker Ulf Helgstrand, der både kender prins Richard, prinsesse Benedikte samt parrets yngste datter godt.

Prinsesse Benedikte og prinsesse Nathalie har nemlig en stor passion for heste, og prinsesse Nathalie har gennem flere år været fast inventar på det danske dressurlandshold, hvor også Ulf Helgstrands søn, dressurrytteren Andreas Helgstrand, har figureret.

»Han og Benedikte var med til stort set samtlige hingstekåringer i Herning, og de stod tit på sidelinjen ved de store konkurrencer, som prinsesse Nathalie deltog i,« siger Ulf Helgstrand og fortæller, at prinsen ligesom sin kone og datter også gik meget op i hesteavl.

Prins Richard er tirsdag blevet bisat fra Evangelischen Stadtkirche i hjembyen Bad Berleburg, hvor også familiens slot ligger.

Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg bliver i bisat tirsdag den 21. marts 2017 i den lille by Bad Berleburg.
Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg bliver i bisat tirsdag den 21. marts 2017 i den lille by Bad Berleburg. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Et stort opbud af kongelige fra de europæiske kongehuse mødte op – heriblandt både dronning Margrethe, prins Henrik, kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie.

Også den svenske dronning Silvia og hendes yngste datter, prinsesse Madeleine, havde fundet vej til Berleburg.
Derudover var der repræsentanter fra både det hollandske og det norske kongehus.

Fra Danmark deltog udover de kongelige, også greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, der ejer Egeskov Slot, ligesom Caroline Flemings stedmor, enke-lensbaronessen Molise Iuel-Brockdorff også var rejst den lange vej til Bad Berleburg.

Det samme var i øvrigt rigmanden Peter Zobel, som også er kendt for sine tætte forbindelser til det danske kongehus.