Gunnar Dyrberg, der deltog i frihedskampen under Anden Verdenskrig, er død.

Den 90-årige Gunnar Dyrberg, der var modstandsmand under Anden Verdenskrig, er sovet stille ind i sit hjem i Hørsholm.

Det fortæller hans søn, Ulrik Dyrberg, til ekstrabladet.dk.

- Han sov stille ind kl. 10.50 efter længere tids sygdom. Men selv om hans død var ventet, er man aldrig rigtigt indstillet på det. Heldigvis fik han lov til at blive i sit eget hjem til det sidste, siger han.

Gunnar Dyrberg var under besættelsen blandt andet afdelingsleder for modstandsgruppen Holger Danske fra 1943 til 1945. Herigennem fik han, skriver ekstrabladet.dk, et tæt forhold til blandt andre Flammen og Citronen, der for få år siden blev foreviget på det store lærred af Ole Christian Madsen med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen i hovedrollerne.

Gunnar Dyrberg, der selv havde dæknavnet »Herman«, har efter krigen indrømmet, at han stod bag adskillige likvideringer af tyske soldater, men præcis hvor mange er aldrig blevet offentligt kendt.

Efter krigen var Gunnar Dyrberg først erhvervsmand. Siden skrev han flere bøger om sin tid i modstandsbevægelsen.