Madanmelderen Søren Frank har dedikeret en hel klumme til TV 2-kokken Claus Holm - og det er ikke mange pæne ord, der ryger hans vej.

»Af en eller anden grund er det sådan, at straks en kok får sit ansigt på TV, går han og/eller hun som en anden digital dørsælger i gang med at forsøge at sælge os stakkels forbrugere alt muligt bras, som vi ikke har brug for.«

Sådan starter Søren Frank sin klumme i Berlingske. Og den omtalte kok er Claus Holm, som jævnligt optræder i 'Go' Morgen Danmarks' køkken.

Ifølge Søren Frank har tv-kokken 'solgt ud', når han på sin hjemmeside sælger madvarer og køkkenredskaber under sit eget navn.

»Der er et godt dansk udtryk for det, Holm gør, og det er at sælge ud! Og det er i øvrigt ikke kun diverse pulvere og saucer, den kendte TV-kok sælger, stort set alt fra madkasser over bordskånere og viskestykker til kyllingeholdere kan findes på hjemmesiden.«

Madanmelder Søren Frank går i flæsket på Claus Holm i en klumme i torsdagens Berlingske.
Madanmelder Søren Frank går i flæsket på Claus Holm i en klumme i torsdagens Berlingske. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hans klumme går under overskriften 'Stop Claus Holm', og her hentyder han blandt andet til nogle af de produkter, som Claus Holm sælger. Det gælder eksempelvis ketchup, som Søren Frank mener, at han bør stoppe med.

Søren Frank kalder Claus Holms produkter for 'rædselskabinet' og anklager ham for at promovere for færdigretsfirmaet 'Knorr'. Det mener madanmelderen ikke går i overensstemmelse med det, der står på hans hjemmeside om, at kokken 'begejstres ved naturen og områdets brede udvalg af små producenter, der beriger gryderne med friske råvarer'.

Til sidst i klummen forklarer Søren Frank, at grunden til, han skriver om Claus Holm i sin klumme, er, at han forleden modtog en pressemeddelelse i sin indbakke, der reklamerede for tv-kokkens nye produkt, nemlig et pizzahjul. Det fik ham til at tænke: 'Nogen må gøre noget', skriver han.

Kokken Claus Holm har kommenteret klummen HER.