Den meget omtalte læge og modstander af HPV-vaccinen Stig Gerdes har fået frataget sin autorisation som læge i to år med øjeblikkelig virkning, fordi han har udvist 'grov pligtforsømmelse' i forbindelse med sin behandling af en 27-årig psykisk syg kvinde.

Det fremgår af en afgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der slår fast, at han i den periode slet ikke må kalde sig for læge.

Her fremgår det blandt andet, at den praktiserende 70-årige læge i Fredericia har udtrappet den 27-årige patient af hendes medicin uden at rådføre sig med hverken hendes værge eller Psykiatrisk Afdeling i Risskov i Region Midtjylland, hvor hun havde været i behandling for kronisk tilbagetræknings syndrom og Münschhausens syndrom by proxy. Kvinden var så syg, at hun var blevet tildelt en værge af Vestre Landsret i februar 2016 og var i behandling for en psykotisk lidelse.

Men lægen besluttede altså at tilsidesætte behandlingen af disse alvorlige lidelser, vurderer styrelsen.

'Det er styrelsens vurdering, at du har udvist grov forsømmelse såvel i din behandling af den konkrete patient som ved at undlade at indhente samtykke fra patientens værge og derved tilsidesætte helt grundlæggende regler, som har til 1 Lovbekendtgørelse nr.1356 af 23. oktober 2016 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) § 9, stk. 1. Side 4 formål at beskytte patientens interesser. Styrelsen har på denne baggrund begrundet mistanke om, at du fremadrettet kan være til fare for patientsikkerheden,' skriver styrelsen blandt andet i den fem sider lange afgørelse.

Stig Gerdes mente derimod ifølge afgørelsen, at hun i stedet for de psykiatriske diagnoser led af kronisk træthedssyndrom og slet ikke var en psykiatrisk patient, fremgår det af en korrespondance mellem Stig Gerdes og styrelsen ifølge Dagens Medicin.

Den praktiserende læge har offentligt været i vælten flere gange, fordi han har udtalt sig meget kritisk om den kræftforebyggende HPV-vaccine, som han mener kan medføre alvorlige bivirkninger. En påstand, der dog ikke er videnskabelig belæg for.

Han har før været tæt på at miste sin autorisation, fordi han har tilbudt en behandling til piger, som han mener lider af bivirkninger fra vaccinen med  intravenøst C-vitamin og kostomlægning. En behandling, som Sundhedsstyrelsen ikke mener, der er dokumenteret effekt for. Det fik han et påbud for i 2015.

Efter vaccinen er blevet stærkt omdiskuteret i medierne, er der sket en halvering af piger, der får vaccinen, og det har bekymret Sundhedsstyrelsen så meget, at lægen allerede i 2015 var tæt på at miste sin autorisation.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger over for BT, at den aktuelle sag og fjernelse af autorisationen ikke har noget med kritikken af HPV-vaccinen at gøre eller behandlingen af piger med mulige bivirkninger.

'Styrelsen for Patientsikkerhed har overvejet, om sagen kan afgøres med en mindre indgribende foranstaltning end midlertidig fratagelse af din autorisation. Henset til det oven for beskrevne forløb, herunder at din adfærd har været forbundet med en grov tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder for en meget syg patient, der er under værgemål på grund af et alvorligt svækket helbred, og til, at du har udvist grov forsømmelse i behandlingen af en svag, psykisk syg patient, finder styrelsen, at en mindre indgribende foranstaltning ikke i tilstrækkelig grad varetager hensynet til patientsikkerheden,' skriver styrelsen i sin afgørelse.

BT har forsøgt at indhente en kommentar fra Stig Gerdes, men det har endnu ikke været muligt. Dog har han selv lagt afgørelsen ud på sin meget populære Facebook-siden, og han udtaler i en mail til TV Syd om behandlingen af den 27-årige kvinde.

'Patienten blev tvangsindlagt, tvangstilbageholdt, tvangsbehandlet og fuldstændigt isoleret fra familie og venner. Det læste jeg på Facebook i foråret 2013 og har siden forsøgt at få patienten hjem til forældrene. Da chancen kom i oktober 2016 slog jeg til. Dette passede ikke Styrelsen for Patientsikkerhed, og de tog min autorisation.'

Styrelsen for Patientsikkerhed blev for første gang bekymrede, da patienten ikke vente tilbage til det bosted, hvor hun havde fast bopæl - noget lægen ifølge ovenstående citat har været involveret i.