Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede, Sølund Musik Festival, er truet af lukning.
Hvert år ser rigtig mange udviklingshæmmede frem til Sølund Musik Festival, der finder sted i Skanderborg. Men det kan snart være fortid med verdens største musikfestival for udviklingshæmmede, da stadig flere bosteder må melde afbud, fordi de ikke kan sende nok hjælpere med.
Derfor får festivalen ikke solgt så mange billetter, som den plejer, og det presser festivalens økonomi.
- Det kan gå så slemt, at festivalen i år hænger i så tynd en tråd, så ikke engang næsten tråden i sig selv kan bære, siger Lasse Mortensen, som er formand for Sølund Musik Festival, til TV 2 ØSTJYLLAND.
For år tilbage afviste flere kommuner at betale for at sende hjælpere af sted med de udviklingshæmmede. Det fik mange udviklingshæmmede til selv at betale for at få hjælpere med til festivalen, men det må de nu ikke længere.
Kommunernes Landsforening har indskærpet over for kommunerne, at det ikke er lovligt ifølge serviceloven.
Det er forfærdeligt for de udviklingshæmmede, at de ikke får mulighed for at komme til Sølund Musik Festival, mener Lasse Mortensen.
- Det er jo dybt katastrofalt for de her mennesker, som har så meget brug for at komme ud, holde i hånd og have fælles oplevelser. Stifte bekendtskaber og få kærester. Det er så vigtigt, at vi erkender, at de mennesker har så meget brug for at komme ud, siger han.
Hvis festivalen får udsolgt kan de sælge billetter for fire millioner kroner, men til årets festival er der blot solgt for 800.000 kroner indtil videre.