Kendismægleren Henrik Mühldorff fra København er blevet begæret konkurs af en tidligere ansat, Charlotte Olsen.

Det sker efter, at Henrik Mühldorff ikke har betalt den 21-årige Charlotte Olsen, der arbejdede som assistent, mere end 30.000 kr. i løn, mens hun var ansat. 

Charlotte Olsen har gennem næsten to måneder forsøgt at få sine penge, men hun har ikke kunnet få fat på Henrik Mühldorff. To gange er det lykkedes hendes fagforening DJØF at få fat på Henrik Mühldorff, hvor han har lovet at betale. Men intet er sket.

Derfor har hun gennem en advokat begæret Henrik Mühldorffs selskab, Ejendomsselskabet af 1.maj ApS, konkurs.

- Jeg vil forhindre ham i at gøre det samme over for andre, for jeg synes simpelthen, det er for groft, lyder det fra 21-årige Charlotte Olsen, der, hvis Henrik Müldorff ikke kan betale, er sikret at få sine penge gennem Lønmodtagernes Garantifond.

Henrik Mühldorff har været selvstændig ejendomsmægler i mere end tyve år, og han specialiserede i handel med liebhaverboliger. Under boligboblen i begyndelsen af 00´erne havde Henrik Mühldorff flere butikker, og Henrik Mühldorff har tidligere fortalt til BT, hvordan han flere gange oplevede at sælge boliger for 75-80 mio kr. i løbet af fjorten dage.

I 2006 var Henrik Mühldorff dog på randen af konkurs og blev tvunget til at sælge sit firma. Men i 2012 startede han dog op igen, og denne gang var det igen liebhaverboliger, der havde Mühldorffs interesse.

Charlotte Olsen studerer til daglig cand.merc. jur på CBS i København, og det var meningen, at hun skulle bruge sin uddannelse som assistent for Henrik Mühldorff, da hun i februar blev ansat.

Et stykke tid efter ansættelsen blev Charlotte Olsen syg og var væk en uge. Da hun igen blev frisk, kontaktede hun Henrik Mühldorff, der forklarede, at hun ikke skulle komme, fordi han nu var blevet syg. Siden har hun ikke kunnet få fat på Henrik Mühldorff, og lokalerne, hvor han havde butik, i Møntergade i det indre København, står nu tomme.

Få dage før DJØF, på vegne af Charlotte Olsen, sender det første krav mod Henrik Mühldorff, oprettede han et nyt selskab. I følge erhvervsregistret BIQ stoppede Henrik Müldorff som direktør for Ejendomsselskabet af 1.maj ApS 4. juni, og der er tilsyneladende ikke udpeget en ny direktør.

Charlotte Olsen mener, at Henrik Mühldorff har flyttet værdier fra det gamle selskab over i det nye

- Når han på den måde stifter et nyt selskab, når han ved, at jeg mangler at få penge, tyder noget på, at han har stiftet et nyt selskab for at slippe for at betale mig og andre kreditorer, siger Charlotte Olsen, der gennem flere måneder forgæves forsøgte at få en ansættelseskontrakt

Ifølge konkursbegæringen, som en advokat har indgivet på vegne af Charlotte Olsen, skylder Henrik Mühldorff Charlotte Olsen næsten 31.000 kr. for manglende løn og feriegodtgørelse

Henrik Mühldorff kalder selv sagen for en 'bagatel' og skyder skylden for den manglende lønudbetaling på et skrantende helbred.

- Jeg er syg og har dårligt hjerte, så jeg er startet op hjemme hos mig selv. Tiderne er ikke til et stort kontor, og min revisor har anbefalet mig ikke at have et stort APS. Derfor har jeg startet en enkeltmandsvirksomhed, som jeg kører hjemmefra.

Men hvorfor har du ikke betalt hendes løn?

- Det er fordi, jeg ikke kunne overskue det. Jeg vil se at få bragt det i orden. Den sag er en bagatel.