Meyers Køkken har leveret nogle af de forgiftede æg, der torsdag blev kaldt tilbage af myndighederne, til firmaets kunder.

I sidste uge kom det frem, at Danmark også er berørt af den store europæiske æggeskandale. Hele 20 ton æg, som var forurenet med det giftige middel fipronil, var blevet solgt til danske kantiner og cateringvirksomheder.

En af de virksomheder er cateringfirmaet Meyers Køkken, der er stiftet af den kendte kok Claus Meyer, skriver Ekstra Bladet.

En mail, som avisen er i besiddelse af, afslører nu, at Meyers Køkken har leveret en del af de kogte og fabrikspillede æg til en række kunder.

Marketingschefen hos Meyers Køkken, Anne Mette Buus, udtaler i et skriftligt svar, at Meyers Køkken har skullet tilbagekalde 320 æg på foranledning af Fødevarestyrelsen.

'Vi er utrolig ærgerlige over, at æggene er nået ud til nogle få af vores kunder, inden myndighederne i Holland og Belgien gjorde resten af Europa opmærksomme på, at der kunne være problemer. Heldigvis forsikrer Sundhedsstyrelsen os om, at æggene er ufarlige for mennesker at spise, selvom indholdet af stoffer er en smule højere end grænseværdierne,' skriver hun til Ekstra Bladet.

Mange millioner æg, der indeholder fipronil, er de seneste uger trukket tilbage fra butikker i blandt andet Holland, Tyskland, Belgien, Sverige og Storbritannien.

Herhjemme var det firmaet Danæg Products, som modtog de forgiftede æg fra en belgisk underleverandør. Æggene stammer oprindeligt fra Holland, oplyste Fødevarestyrelsen torsdag i forbindelse med, at styrelsen kaldte æggene tilbage.

Fipronil bruges som middel mod lus, lopper og mider. Regler i EU forbyder brug af stoffet på dyr, der ender på middagsbordet, da det kan være skadeligt for mennesker, skrev Ritzau i sidste uge.

Claus Meyer ejer 15-20 procent af Meyers Køkken og sidder i selskabets bestyrelse. I 2014 fusionerede Meyer og Løgismose, og cateringfirmaet blev en del af Løgismose Meyers A/S.