Landets regioner vil kun betale tandlægeregningen for under en tredjedel af de kemopatienter, der søger deres tilskudsordning. Sundhedsminister Nick Hækkerup erkender, at der er et problem.

Har du fået fjernet dit bryst på grund af brystkræft, får du automatisk et nyt. Men der er ikke meget hjælp at hente, hvis dine tænder begynder at rådne eller smuldre efter kemobehandling.

Metroxpress’ aktindsigter viser, at landets regioner kun vil betale tandlægeregningen for under en tredjedel af de kemopatienter, der søger deres tilskudsordning.

Regninger, der hurtigt kan ende på tusindvis af kroner.

»Ifølge loven skal patienten selv indsamle journaludskrifter og sende dem til regionen for at få tilskud. Da der er tale om livstruende sygdomme, vil patienten ofte ikke have overskud til denne opgave, og så er vedkommende udelukket fra at få tilskud. Det rammer typisk de svageste patienter,« siger Ole Hovgaard, ledende overtandlæge på Regionshospitalet Viborg.

Tager man strålebehandling med, blev 354 ud af 704 patienter i regionerne Nordjylland, Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden sidste år afvist eller kun delvist godkendt, da de søgte om tilskud til deres voksende tandlægeregning.

»Hospitalsvæsenet burde følge de her patienter fra start og sørge for, at de kom ind i tilskudsordningen, så de ikke skal stå for dokumentationen,« siger Ole Hovgaard til metroxpress.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at der er et problem:

»Det er ikke rimeligt, at alvorligt syge mennesker skal bruge meget tid og mange ressourcer på at dokumentere tandskader, der skyldes den behandling, de har fået.«

Nick Hækkerup vil nu have Sundhedsstyrelsen og regionerne til at kigge på, om administrationen af tilskudsordningen kan forbedres.

BNB