Kathrine Lilleør tager et nyt spring i sit kristne liv – fra landsogne til præst i Nyboder 

Hun har livet igennem stået foran nye vadesteder, men aldrig været i tvivl om, i hvert fald ikke ret meget, at hun skulle over. Gå eller springe, i hvert fald ville hun bare over. For Kathrine Lilleør bærer viljen og troen i hele sit hjerte, der i morgen har banket i 50 år. Troen på livet, på kærligheden og på Ordet - med fortættet forkyndelse, formidling, forfatterskab og meget, meget mere.

Den iøjnefaldende sognepræst fra Slagslunde og Ganløse kirker er netop på vej over – i et nyt spring - med sin beslutning om at tage afsked med sognelivet i det nordsjællandske for at sige goddag til hovedstaden som sognepræst i Sankt Pauls Kirke i Nyboder, hvor hun indsættes søndag 7. september kl. 10.30. Og holder indsættelsesforedrag den følgende fredag. Kom an, Nyboder. Ved sin afskedsprædiken i går i en fyldt Ganløse Kirke talte hun for første gang ud fra altertavlens Jesus, der åbent møder vandrende.

’Man skal bare række hånden ud efter Kristus, så er han der altid. Amen.’

Vejen hertil har været lang for Kathrine, siden moderen, lægesekretær Grethe Lilleør, satte hende i verden. Faderen er stud.theol. Olav Lilleør, senere sognepræst i Virum.

Tro, kys og kærlighed

Efter de bedste lilleørske traditioner voksede Kathrine op i varmt samkvem med flere generationer, alle mere eller mindre forankret i tro, kristendom, tidehverv og hektiske diskussioner, hvor der blev råbt, lyttet og grinet, med en understrøm af opbakning, kys og kærlighed.

Og dermed fik hun lutret sit unge sind til med karske ord, stærke meninger og overraskende udfald at kunne debattere de fleste under gulvbrædderne. Hvilket allerede hendes medstuderende teologer på KU oplevede, når hun som dengang SF’er forsvarede familiens base i Tidehverv, selv om hun samtidig distancerede sig derfra.

Pladsen blev trang i kirkerne
Kathrine Lilleør har også været flittig senere i studielampens skær, forsket og forfattet med højdepunktet, da hendes ph.d. H.C. Andersens ’Eventyr og historier’ blev forsvaret på KUs teologiske fakultet i 2005. Hun er vist den nutidige præst, som har fået publiceret flest prædikener. Og som i tre år har været nytårsprædikant i DR - altid uden manuskript.

I sit nordsjællandske pastorat fik Kathrine Lilleør gang i gudstjenestesøgningen i sine kirker ved at skabe liv i præstegården i Slagslunde med jazz, foredrag, rødvin og debatter. Så kom tilhørerne også i kirkerne. Pladsen blev trang, fordi også mange udefra søgte sognebånd for at lytte til en præst, der talte fra hjerte til hjerte. Tilfredsheden med den markante præst har været enorm, mens somme vist syntes, at hun var ’lidt for meget’ og livet i præstegården ’lidt vildt’.

Var indstillet til lukning
Udfordringen er stor med skiftet fra de 250 pladser i de to landkirker til Sankt Pauls Kirke, der kan rumme 700, og som har været så svagt rangeret, at stiftet havde indstillet den til lukning.

- Men nu er den åbningstruet, griner Kathrine Lilleør.

- Og jeg er meget imponeret af de nyboderkvinder i menighedsrådet, der har turdet ansætte mig. Jeg tager nu hele mit præstelivs erfaring med, som har vist, at man kan få et godt forhold til sit sogn, og det håber og tror jeg også at kunne udvirke som bypræst.

Hun er nylig draget fra præstegården i Slagslunde med sine to yngste døtre, Cordelia på 18 og Cecilia på 15, og med gravhunden Kastania og flyttet i lejlighed i Bornholmsgade, et stenkast fra Kastellet. Og her deler hun for første gang adresse med sin kæreste de seneste år, Joakim Lilholt, direktør i Tandlægeforeningen.

Forelskede som vårharer
De er debatvenner fra Øregård og fra universitetet, og hun viede ham. Hans skilsmisse efter 17 år kom bag på hende. De genså hinanden som venner – og blev forelskede som vårharer.

- Kærligheden er ifølge Paulus større end troen og håbet. Men den sætter os fri til at sætte os selv på spil, siger hun.

Hvad nu med klummeskriveri, debatartikler og boganmeldelser i Berlingske, hvor hun har huseret i årevis? Bare rolig, det samvirke fortsætter og udvides endda med ugentlige tv-indslag på web: ’Lilleør vs ’.

Bogudgivelse og privat fest
- Her debatterer jeg med interessante personer. De to første indslag bliver med Ellen Hillingsø og Rigmor Zobel. På fødselsdagen udgiver Bianco Luno bogen ’Lilleør! – 50 meninger til tiden’, og familien holder privat fest.