Kl. 19.20: Kastrup: 70 mand klar til at rydde sne tirsdag
Kastrup Lufthavn har forberedt sig til tirsdagens snestorm. 70 medarbejdere står parate til at holde start- og landingsbaner fri for så meget sne som muligt. Der er to baner, som hver er 3,5 kilometer lande og 75 meter brede. Med 14 snerydder-vogne kan lufthavnens personale rydde banerne på 14 minutter.
Man skal dog stadig forberede sig på nogle forsinkelser og aflysninger, oplyser lufthavnens pressemedarbejder, Lars Lemche.
Kl. 17.30: Travl dag for Falck
- Vi har hjulpet 1400 bilister i dag og trukket 220 fri af sneen. Det er en jævnt travl dag for Falck, siger Mikkel Andreas Beck, pressechef hos Falck. Størstedelen har været i region Syddanmark, hvor snevejret i dag var værst.
Han råder folk til at tage af sted i rigtig god tid, når de skal på arbejde tirsdag.
Kl. 17.00: 18 uheld omkring Esbjerg
I området ved Esbjerg har sneen skabt kaos i trafikken.
- Vi plejer at have to-tre ulykker om dagen. Og siden klokken 7 i morges har vi haft 18, oplyser Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er det glatte føre, der har været skyld i uheldene, som både involverer lastbiler og personbiler. Ingen personer er kommet til skade.
Kl. 14.26: Snestorm påvirker togtrafikken tirsdag
I morgen tirsdag kører S-togene dog efter en ændret plan fra tidlig morgen på grund af varslet snestorm. Linje Bx, E og H bliver aflyst, og de andre linjer (A B C) kører hvert 10. minut ligesom i weekenden og standser på alle stationer, oplyser DSB.
DSB forventer, at togene i morgenmyldretiden bliver fyldt, og de anbefaler derfor folk at tage af sted i god tid. DBS oplyser desuden, at det kan blive svært at have cykel med i togene i morgen.
Hold dig opdateret på togtrafikken her
Kl. 14.20: Tirsdag rammer den rigtige snestorm
Mandagens snevejr i det sydlige Jylland er ingenting i forhold til, hvad der venter danskerne i Østdanmark i morgen.
DMI har nedgraderet mandagens snestorm til snefygning, men varsler fortsat om snestorm i morgen tirsdag.
- Det starter allerede i nat på Bornholm og på Lolland-Falster, og så breder stormen sig længere mod nord. Vi har snestormsvarsel ude for hele Sjælland, Bornholm, Lolland-Falster og Fyn tirsdag, siger vagthavende metrolog ved DMI, Henning Gisselø til bt.dk.
Læs mere om tirsdagens snestorm her:
Sådan rammer snestormen tirsdag ifølge TV2 Vejret
Kl. 13.30: Pansrede mandskabsvogne parat til snestorm
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har forhøjet beredskabet, når snestormen i morgen tirsdag rammer. Politiet har bl.a. sørget for, at militærets pansrede mandskabsvogne kan sendes ud i tilfælde af meget kraftig snefald.
- Vi er i det hele taget i tæt kontakt med alle vores beredskabsmæssige samarbejdspartnere, som står klar til at håndtere de problemer, der kan opstå i forbindelse med den snestorm, der med al sandsynlighed rammer vores område tirsdag, siger politiinspektør Peter Dahl i en pressemeddelelse.
Også på Fyn forbereder man sig så godt som muligt på at tage snestormen i opløbet. Her er firehjulstrukne lastbiler og to pansrede mandskabsvogne fra forsvaret kommet til Fyn for at styrke beredskabet. Køretøjerne skal bruges til at hjælpe med ambulancekørsel, hvis ambulancerne ikke kan komme igennem.
KL. 13.03: Kvinde i livsfare - fik tagsten i hovedet
Den kvinde, der mandag morgen blev ramt i hovet af en tagsten på Frederiksberg, er i livsfare på grund af sine kvæstelser. Læs historien her.
Den 41-årige kvinde blev mandag kl. 8.15 ramt i hovedet af en tagsten, der blæste ned fra taget på 4. sals etageejendom på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
- Kvinden blev slået bevidstløs og blødte fra hovedet efter slaget, oplyser den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings til bt.dk.
Kvinden har fået to alvorlige kraniebrud, og hendes tilstand er kritisk. Den 41-årige kvinde bliver overført til traumecenteret på Rigshospitalet.
Kl. 12.30: Lastbil spærrer motorvej ved Vojens
En lastbil, der er skredet ud i snevejret, holder på tværs på motorvejen ved Vojens og spærrer for trafikken spærret i den sydgående retning ved afkørselen ved Hammelev. Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Claus Skovgaard, til Berlingske Nyhedsbureau, BNB.
Vagtchefen opfordrer bilister, som skal sydpå til at tage hovedvej 170 i stedet. Politiet og beredskab er til stede, men kan endnu ikke oplyse, hvornår motorvejen åbner i sydgående retning.
Kl. 12.00: DMI nedgraderer snestorm til snefygning
Selv om det har sneet kraftigt og fyget med sne pga. kraftigt blæst i de sydlige dele af Danmark, så nedgraderer DMI nu sit varsel fra snestorm til snefygning.
Det oplyser vagthavende metrolog ved DMI, Henning Gisselø, til bt.dk.
- Vi har haft et snestormsvarsel ude i den sydlige og sydvestlige del af landet, men det har ikke været så slemt som forventet, så vi har nu nedgraderet det til snefygning, siger metrologen.
Selv om snevejret flere steder har skabt trafikale problemer i det sydlige Danmark, så tvivler Henning Gisselø på, at vejret har opfyldt kriterierne for snestorm, som ifølge DMI er er 10 cm sne på seks timer med vindhastigheder på 10 meter i sekundet.
Se billederne: Nu begynder snestormen
DMI fastholder dog varslet om snestorm i morgen tirsdag.
Snevejret ramte mandag morgen omkring kl. 6.30 den sydlige del af Jylland og trak senere på formiddagen op mod nord og ramte også Sydvestfyn og det vestlige Lolland. Værst var det i den sydlige del af Sønderjylland.
- Her står sneen vandret gennem luften i det blæsende vejr - og himmel og jord står i ordets bogstaveligste forstand i ét, oplyste meteorolog Anders Brandt fra TV 2 Vejret mandag formiddag.
TV: Se bt.dk's optagelser fra motorvejen E45 ved Vojens her
Flere steder langs kysterne i den sydlige del af landet blæste det med kulingstyrke - ved Als helt op mod 20 m/s, hvilket er en hård kuling. Den kraftige blæst betød snefygning og dårlig sigtbarhed flere steder i den sydlige del af Jylland.
Kl. 11.53: Skoleelever får snefri
To skoler på Langeland har sendt eleverne tidligt hjem på grund af sneen. Fynbus, der kører på Langeland, har indstillet al kørsel med lokale busser, der ikke kan køre, fordi det sner så voldsomt.
Derfor sendte Ørstedskolen elever hjem klokken tolv, og på Kassebølle Friskole er skolen helt lukket på grund af snevejret.
Kl. 09.39: Sommerhus brænder i snestormen
Et sommerhus i Blåvand ved Varde står i brand og er ikke til at redde. Ingen kom noget til. Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Klaus Skovgaard, mener det er nærliggende at stormvejret har haft en indflydelse på branden.
Har du billeder af snevejret så send det bt.dk på 1929@bt.dk
Falck: Husk mobil, tæpper og sneskovl
Frygter det værste: Pansrede mandskabsvogne klar til snestormen
Har du billeder af snevejret så send det bt.dk på 1929@bt.dk
Her rammer mandagens sne
Se nedenfor vejrkort fra TV2 Vejrcenter for mandagen og de kommende tre dage og læs mere på TV2 Her.
MANDAG KL. 13-19
MANDAG KL. 19 - TIRSDAG KL. 01.
SÅDAN RAMMER SNESTORMEN TIRSDAG OG ONSDAG



