Jesper Nielsen - også kendt som Kasi-Jesper - har efterhånden været igennem en hel del med det danske skattevæsen. Den verserende skattesag har strakt sig over flere år - og der kommer ikke en afgørelse i sagen foreløbig. Det står klart, efter forretningsmanden d. 3 oktober i år gennem sin advokat spurgte, om der kunne falde en afgørelse i sagen inden jul i år.

Men det kan han ikke forvente, skriver skatteankestyrelsens direktør i et brev til Jesper Nielsen, som han har valgt at offentliggøre bidder af på sin Facebook-side.

'Sagsbehandlingstiden har desværre været længere, end du oprindeligt havde fået oplyst, at du kunne forvente, hvilket jeg skal beklage. Den forventede sagsbehandlingstid, som du har fået oplyst i det oprindelige kvitteringsbrev fra skatteankenævnssekretariatet, er udtryk for den forventede, gennemsnitlige behandlingstid (…) henset til sagens kompleksitet og omfang er det ikke muligt at imødekomme dit ønske om, at sagerne kan være afgjort inden julen 2014', står der blandt andet i brevet fra Skat.

LÆS OGSÅ:

Men det er ikke et svar, som falder i god jord hos Jesper Nielsen.

- Det var ikke noget problem at tage beslutningen om at beslaglægge alle vores og vores selskabers ressourcer og dermed indirekte lukke AG København og sørge for, at vores nye selskab måtte etableres uden for landets grænser. Det var ikke så svært at dømme os uden sag og at straffe os uden mulighed for at komme for en dommer. Det var faktisk bare at tage beslutningen. Men det er langt sværere at afgøre sagen, når nu det er Skat selv og deres ledelse, der risikerer at blive ramt. Så kan man pludselig ikke rigtig finde ud af det der med at træffe afgørelser. Og når der kommer lidt blæst, så udskyder man da bare sagen igen. Denne gang på ubestemt tid. Det er rystende. Det burde være pinligt for dem, der gemmer sig, raser forretningsmanden på Facebook.

LÆS OGSÅ:

Skattesagen har bl.a. kostet den succesfulde håndboldklub AG København livet og været tæt på at gøre Jesper Kasi Nielsen konkurs. Det har ødelagt hans familie, 'som aldrig bliver det samme igen', har han tidligere fortalt til BT. Derfor vil han gerne have afsluttet sagen hurtigst muligt, men det kan altså ikke lade sig gøre.

- Jeg ved ikke, om man kan forestille sig, hvordan det er, at være dømt og straffet uden sag, og konstant få at vide, at der skam nok skal komme en afgørelse lige om lidt. For efter utallige udskydelser så at få at vide, at man desværre ikke kan forvente en afgørelse, fordi sagen, som anklageren selv har skabt, er for kompleks for dem at håndtere inden for egne tidsrammer, skriver han på Facebook.

LÆS OGSÅ:

Skats borger-og retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard rettede i en rapport tidligere på sommeren en kraftig kritik af sagsbehandlingen i Skat, efter at BT i løbet af foråret bragte en serie artikler om sager med kritisable sagsforløb. En af de sager, der skinnede mest igennem i borger-og retssikkerhedschefens ellers anonymiserede rapport, er sagen mod erhvervsmanden Jesper ' Kasi' Nielsen. Han blev sammen med sin familie truet til at acceptere en øget beskatning af flere firmaer i Kasi-gruppen - mod at Skat til gengæld undlod at pålægge Jesper Nielsen, hans søster og mor et personligt skattesmæk på mindst det tredobbelte, idet Skat så også ville beskatte en række sportssponsorater.

Derfor har erhvervsmanden heller ikke en flig af tillid tilbage til den danske skattemyndighed:

- Det er nok ingen overraskelse, at min tillid til SKAT er ikke-eksisterende. Jeg ved, at mange andre danskere rammes af SKAT’s magtfuldkommenhed, og at  jeg og min familie på den måde ikke er specielle. Jeg er endda godt klar over, at for hver gang, jeg udtaler mig, bliver det sværere at vinde sagen. Jeg kunne godt holde min kæft, og det er der sikkert mange, der ville blive glade for. Men jeg hverken kan eller vil stiltiende acceptere at vi lever et sted, hvor min familie og vores forretning er blevet tvunget ud af landet med vores forretning, arbejdspladser og vores skatte-betaling, fordi ingen gør noget ved et pilråddent system og en pilrådden ledelse, skriver han.