En politikerlede har bredt sig som en steppebrand i landet. Ikke mindst i dét, vi kalder ‘udkanten’. Vi er rejst ud for at tage pulsen på en befolkningsgruppe, der har fået nok

Sildemadder og fadøl står linet op i lange rækker på bordene. På bænkene sidder mænd og kvinder, der sejler op ad åen, skåler med deres venner og dem, som de kender. Præcis som de plejer søndag aften ved afslutningen på det årlige marked i den sønderjyske stationsby Kliplev, hvor ’husorkestret’ Kandis lukker og slukker fire dages fest og sørger for, at nogle af promillerne kan svedes ud på dansegulvet.

Inden det kommer dertil, og mens det sønderjyske rugbrød tygges færdigt og skylles ned, leverer det populære dansktop-orkester også det musikalske bagtæppe. Nu synger Johnny Hansen sammen med hundredevis af glade sønderjyder ’Der er et yndigt land,’ så man næsten kan føle fugten i øjnene og se teltdugen løfte sig.

Men stemmerne herude i udkantsdanmark synger ikke kun skålsange og den danske nationalsang. I dem ulmer også et oprør, der ligner noget, vi har set i ikke mindst USA. Et oprør mod en elite og politikere, der lader hånt om dem. Som hersker og regerer uden at stikke fingeren i den muld, som vi alle er rodfæstet i.

Eller som én af stemmerne udtrykker det:

»Nogle gange har jeg bare sådan en lyst til at starte bilen og køre ind på Christiansborg og banke i bordet. Sige dem en sandhed eller to.«

Sandhederne har hobet sig op ude i vores land længe.

Det er dém, som BT i artikelserien ‘Stemmer fra udkanten - Oprør mod eliten’ er taget ud for at grave op, de stemmer, vi er taget ud for at lytte til i små, truede yderområder. Derude, hvor Kandis uge efter uge indtager scenen og - som de selv udtrykker det på sin hjemmeside - ‘får mennesker til at glemme alt om hverdagens trængsler og sveden til at pible frem på et tætpakket dansegulv’.

Steder som Kliplev.

Det var en læser, der sendte os af sted til udkanten. En læser, der havde fået nok af eliten og dens årgangsrødvin og golfrejser, var træt af et overdanmark, der havde mistet forbindelsen til den almindelige dansker. Træt af at se udkantsområderne udsultet og affolket.

En læser, der ganske enkelt havde fået nok af tyranniet.

Ifølge en stor undersøgelse, som Gallup har lavet for BT, er læseren ikke alene om den følelse og vrede. Faktisk mener 49 pct. af danskerne, at vi er delt i et over- og et under-Danmark. Og zoomer man ind på de deltagere i undersøgelsen, som ikke tilhører eliten, stiger tallet til 54 pct.

Foto: Grafik: Mick Allerup
Vis mere

71 pct. af samme gruppe mener også, at eliten behandles bedre end andre i samfundet og 52 pct. af dem føler sig ikke repræsenteret i Folketinget. Skræmmende høje tal i et demokrati og tal der vidner om, at skellet mellem ‘dem’ og ‘os’ er stort. At vi som land er blevet delt i to hold, der ikke længere taler samme sprog eller har samme referencerammer.

Skellet blev for alvor indtegnet på danmarkskortet ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti fik så markant en fremgang i en række yderområder, at de fleste storbymennesker tabte kæben.

For ingen havde set dén komme.

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er én af de eksperter, der ved rigtig meget om det delte Danmark. Alligevel overrasker Gallup tallene ham.

Ikke mindst, at 71 pct. føler, at eliten behandles bedre.

»Det er et tankevækkende tal. Man begynder langsomt men sikkert at få en oplevelse af, at det her land ikke længere fungerer med fælles regler for os alle sammen. Og det vi får, er et over/underdanmark. Hvilket er undergravende for den tillid, som vi danskere er verdensberømte for,« mener Johannes Andersen.

Foto: Grafik: Mick Allerup
Vis mere

Ét enkelt ord rummer ifølge ham kimen til det skel, der er opstået. Ordet ‘hastighed’.

»Når man er lidt på afstand af de store byer og de store veje, oplever man, at hastighederne virkelig går hurtigt der udenfor. Og at det er deres liv, der i stor udstrækning skal underkastes de høje hastigheder.

Det gør, at man i værste fald får udfordret sit eget selvværd og selvtillid. Fordi hele ens tilværelse - med en livsform, hvor den lidt lavere hastighed var en stor kvalitet og én, som de øvrige samfund havde en vis respekt for - bliver udfordret, bliver undergravet. Og de lag er politikerne virkelig dårlige til at se ned i, for de har for travlt med at lave økonomiske forlig, der handler om, at vi skal geare endnu højere op.«

Vi er kørt ned i gear. Er fulgt i hælene på danseorkestret Kandis rundt i landet, hvor den lave hastighed stadig er en kvalitet. På vores vej har vi igen og igen hørt gps’ens advarsler om ‘ikke asfalterede veje’ forude, når vi har taget afstikkere fra ruten for at tale med mennesker, hos hvem udkantens problemer og svigt har sat mærkbare spor.

Sådan nogle mennesker som Karen og Carl-Heinz Komischke fra den lille sønderjyske by Toftlund.

Det er på vejen til Kliplev - tæt på grænsen til Tyskland - at vi laver en afstikker mod dét, der engang var et lille landbrug. Her ligger et tofamilie hus i røde mursten, omkranset af frodige marker og med højt til den blå himmel. Her bor Karen og Carl-Heinz i den ene halvdel, datteren Mette og hendes mand i den anden.

»Det er råddent. Pilråddent hele skidtet,« siger 75-årige Karen Komischke med fast sønderjysk stemme. Hun snakker ikke om huset, eller om livet på landet. Men om systemet. Om politikerne.

»De, der sidder inde på Christiansborg, sidder jo bare og snakker og snakker og laver regler. De har ikke en skid fornemmelse af, hvad der sker herude.«

Karen og Carl-Heinz Komischske er trætte af politikerne, som snakker og laver regler uden at lytte til de problemer, som de oplever i udkantsdanmark.
Karen og Carl-Heinz Komischske er trætte af politikerne, som snakker og laver regler uden at lytte til de problemer, som de oplever i udkantsdanmark. Foto: Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun er bramfri. Kalder en spade for en spade. Sådan har hun altid været. Hendes mand gennem 57 år nikker. Han ved af erfaring, at det er klogest at lade Karen føre ordet. For det er trods alt hende og hendes utrættelige stædighed, der har taget kampene for både ham og deres datter. Og måske - føler de begge - reddet deres liv.

Den seneste kamp var mod det nye supersygehus i Aabenraa. Et sygehus, der ifølge Karen Komischke udadtil er så ‘super’, at man skulle tro, at det var det fineste hotel. Men også et sygehus, hvor hendes mand Carl-Heinz lå indlagt i 13 dage - og blev kastet rundt mellem afdelingerne seks gange - før lægerne fandt ud af, hvad han fejlede. Nemlig en blodprop i lungerne.

»Vi sagde til dem igen og igen, at de skulle tjekke, om det var det. For vores far havde det ligesom vores anden datter, der døde af en blodprop i lungen. Den opdagede hospitalet ikke dengang. Og ved du hvorfor? Fordi de ikke havde ressourcer til at scanne hende i weekenden, hvor hun blev indlagt. Mandag morgen døde hun. Prøv du som en mor, der lige har mistet sin datter, at få den besked!«

Karen Komischke slår i bordet, så fadet med jordbærlagkage og hjemmebagte boller rasler faretruende.

Foto: Grafik: Mick Allerup
Vis mere

For fem år siden, da den ældste datter døde, blev der for alvor fyret op under hendes indre kedel af vrede og frustration.

Før det arbejdede Karen Komischke i hjemmeplejen. Der bankede hun også i bordet over, at hun på sine aftenvagter først kørte rundt til 26-28 ældre med mad og derefter tog turen én gang til for at putte dem i seng.

‘Du skulle tage med, så du selv kan se, hvor hårdt det er’ sagde hun til sin chef. Det gjorde chefen. Og måtte bagefter indrømme, at hun slet ikke forstod, hvordan Karen og alle de andre hjemmehjælpere kunne holde det ud.

Nu - hvor hun føler, at hun har været så tæt på at miste sin mand - er hendes vrede rettet mod politikerne, der træffer beslutninger uden hensyntagen til mennesker.

Det er dét, at tingene sejler, der går hende på. At papirer går tabt i systemet, at ingen tager ansvar for noget som helst, fordi de bare er for få til at løfte opgaverne og bliver svøbt ind i bureaukrati. Og at der er nogle, der betaler prisen.

»Jeg klandrer ikke personalet på sygehuset. Det er ikke dem, der er noget galt med. De er vældig søde, men har bare ikke tid.

Det er politikerne. De må tage affære. Må køre ud at se det med egne øjne og tage hånd om det,« siger hun, ryster på hovedet og tilføjer så:

»Kig på kommunekontoret. Kig på sygehuset. Hvorfor skal det være så stort og flot? Det må da være hovedsagen, at de, der har brug for det, har det godt. De skulle tage at fokusere noget mere på varme og kærlige hænder.«

Foto: Grafik: Mick Allerup
Vis mere

Hun sukker.

»Tænk dig engang. Dagen efter, at Carl-Heinz var kommet hjem fra sygehuset, sagde de sgu i nyhederne, at der skal være færre sengepladser i Haderslev, fordi folk skal sendes hjem hurtigere. Hvad mener du? Min mand er heldig, for han har jo mig, men hvem pokker passer på alle de enlige gamle, de sender hjem til et tomt hus eller lejlighed?

De sidder derinde på Christiansborg og får deres fede løn. Hvis de blev syge, eller der skete noget med dem, får de jo den bedste behandling, bare fordi de er noget.

De tænker ikke på de mennesker, der er syge, eller har et hårdt arbejde og har brug for hjælp,« siger Karen Komischke, som gerne vil gøre sit til, at de, der har brug for det, får det bedre, gerne vil kæmpe de kampe, som mange - især ældre - ikke magter.

Hun er aktiv som frivillig i kommunen, ‘fiser og farer rundt og hjælper’ - som hun udtrykker det - de gamle og ensomme, som lades i stikken af systemet.

»Ved du, hvad man føler, når man har råbt op og ikke er blevet hørt? Så føler man sgu, at når man først er blevet gammel og syg, så kan de ligeså godt give os en pille eller en sprøjte, så de ikke skal bøvle med os mere.«

Så skubber hun til lagkagefadet.

»Tag nu et stykke til. Der er rigeligt. Jeg har én mere stående i køleskabet.«

Da vi triller videre fra Toftlund mod Kliplev, er det med en af Karen Komischkes slutreplikker i baghovedet.

»Ellers er det ikke så galt at bo i udkantsdanmark. Det er faktisk et godt sted det her,« sagde hun med et smil. Og lød som rigtig mange af de andre gode mennesker ude i udkanten, som vi har mødt på vores vej.

Politikerlede eller ej, så elsker de deres små samfund. Elsker sammenholdet.

Og nede på de kanter vejer stoltheden over at være sønderjyde også tungt.

Ægte landsby idyl i Kliplev.
Ægte landsby idyl i Kliplev. Foto: Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Landevejene ned gennem Sønderjylland vidner om dén stolthed og om en traditionsbundethed. Selv om mange landsbyer skæmmes af tomme, forfaldne boliger - som er en følge af, at mange små samfund affolkes - er landskabet malet i rødt og hvidt.

Dannebrog vajer fra de fleste flagstænger. Ikke mindst i Kliplev, en lille stationsby, som 1.253 mennesker kalder ‘hjem’, tæt på Hærvejen og godt og vel 13 km fra grænseovergangen i Kruså.

Her skal Kandis spille senere på aftenen. Lukke og slukke Kliple’ Mærken - som Kliplev marked hedder på sønderjysk - ét af Sønderjyllands ældste kvægmarkeder. I dag er der blot et heste- og smådyrsmarked.

Mere end noget andet er Kliple’ Mærken en tre dage lang sommerfest. Med kræmmere, gynger og karruseller. Og ringridning, som 109 ryttere deltog i iår.

Alle vinder en præmie. En iPad er på højkant i førstepræmie. Andre vinder en pizzasten. Eller en and. Alle smiler og er glade, når de i deres tætsiddende ridebukser cykler hjem gennem byen.

Ringridning er en fast tradition til det årlige marked. I år deltog 109 ryttere. førstepræmien var en iPad.
Ringridning er en fast tradition til det årlige marked. I år deltog 109 ryttere. førstepræmien var en iPad. Foto: Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er et godt sted at bo,« siger Søren, der foretrækker at være uden efternavn. Han står klar ved sin cykel oppe ved Dagli’Brugsen - byens eneste supermarked - med en bøtte med kartoffelsalat.

»Selvfølgelig kan man godt mærke, at man er i udkantsdanmark, for man skal køre efter alting. Men jeg tænker ikke så meget over det i det daglige. Det mest ærgerlige er nok, at det er så svært at trække nye mennesker til byen,« mener han.

En ældre dame kommer forbi. Hun bor i Tinglev, men er kørt til Kliplev i håb om, at indkøbsmulighederne er lidt bedre dér. Det er de ikke.

»Det er bare så sørgeligt at se, hvordan de her små samfund svigtes og landsbyerne affolkes. Det er skammeligt, som landet er opdelt i over- og underdanmark,« siger hun ærgerligt, inden hun kører tomhændet hjem igen.

I det store festtelt på markedspladsen har hundredvis af feststemte sønderjyder denne aften ikke skullet spekulere i dagens tilbud i Dagli’Brugsen.

Bunden bliver lagt af sildemaden. Og øl i lange baner mætter også.

Kl. 19 sharp går Johnny Hansen og Kandis på. Kliple’ Mærkens ‘husorkester’, der får festen til at svinge, indtil alle segner.

De fleste har sørget for at tage mandagen fri. De kender turen, ved godt, hvor den bærer hen.

Selv om Mette Frandsen kun har boet i byen siden 2010, er traditionen også trængt under huden på hende. Hun har danset og danset. Nu er hun trukket udenfor for at få lidt luft og en smøg.

»Der er bare et andet sammenhold hernede,« siger hun om hverdagen i den lille stationsby, hvor hun arbejder inden for hjemmeplejen.

Men at de i Kliplev er langt fra dem, der bestemmer, er også trængt ind under huden på hende.

»Politikerne siger, at de vil stikke en finger i jorden. Men der sker ikke en skid. De råber og skriger om, at de vil hjælpe udkantsdanmark. Men så gør det da!

De skærer i bemandingerne gang på gang og vil samtidig have, at vi skal arbejde, indtil vi er døde. Jamen, rend mig,« siger hun.

Og så er det, at hun tilføjer: »Nogen gange har jeg bare sådan en lyst til at starte bilen og køre ind på Christiansborg og banke i bordet. Sige dem en sandhed eller to.«

Kandis - med Johnny Hansen i forgrunden - er nærmest blevet fast husorkester til afslutningen af markedet i Kliplev.
Kandis - med Johnny Hansen i forgrunden - er nærmest blevet fast husorkester til afslutningen af markedet i Kliplev. Foto: Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Inde i festteltet er temperaturen steget betragteligt. Luften er tyk af fadølsdunst og sved.

I to timer har Kandis utrætteligt som Duracell-kaniner fyret hit på hit af. Det er deres anden koncert denne dag.

»Nu tror jeg, at vi skal ud at køre en tur i en Volvo,« siger Johnny Hansen, inden han og bandet starter motoren til ‘Roger and Over - Volvo B18’.

»Er I klar?«

Det er de i Kliplev.

Og vi triller videre. Til næste stop på udkantsrejsen.

Læs næste søndag reportagen fra Tømmerup ved Kalundborg i Vestsjælland.

Har du indspark til debatten, eller har du oplevet urimeligheder, som du synes, BT skal kigge nærmere på, så skriv en mail til: udkant@bt.dk

Hvad siger Kandis-fansene?

Vi har spurgt Kandis’ publikum, om de føler, at der eksisterer et under- og et over-Danmark og at eliten behandles bedre end andre?

Anne Marie Dahl, 75, pensionist
Anne Marie Dahl, 75, pensionist Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Anne Marie Dahl, 75, pensionist:

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg har aldrig haft den oplevelse af, at nogen er finere og bedre end andre. Hverken her i Sønderjylland - hvor jeg har boet i rigtig mange år, og hvor jeg føler, at jeg hører hjemme - eller de øvrige dele af landet, hvor jeg tidligere har boet.«

Bent Petersen, 78, pensionist
Bent Petersen, 78, pensionist Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Bent Petersen, 78, pensionist:

»Jeg synes, at vi hernede er kommet godt med efterhånden hernede i det sydlige også. Jeg har rejst meget i hele verden, og selvfølgelig er jeg vendt tilbage hertil, for jeg er født i Sønderjylland, men jeg, at her er blevet mere stabilt og at politikerne er blevet meget bedre til at være lydhøre overfor de problemer, vi har hernede. Inden for sygehussektoren er det f.eks. blevet meget bedre, og hvis du skal til behandling i Odense, og ikke selv kan køre, kan du tage flextrafik. Så jeg synes, at mange fine ting er blevet lavet efterhånden.«

Lis Rasmussen, 62, førtidspensionist
Lis Rasmussen, 62, førtidspensionist Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Lis Rasmussen, 62, førtidspensionist:

»Nej det føler jeg ikke. Nok fordi jeg selv er én, der synes, at alle mennesker er lige gode, at der ikke er nogen forskel. Men nogle af mine venner har det da sådan, de føler, at de ikke bliver regnet for noget. Min mand synes, at dem i regeringen og deres venner kan få det hele, og vi, som er lavere, kan intet få, hvis vi har brug for hjælp. Det er sådan, han tænker. Og jeg kan godt forstå det. For nogen gange synes jeg også, at når man har brug for hjælp, så skal man have den hjælp og det kniber nogen gange. Jeg har selv siddet og været lam og fik ingen hjælp, men jeg rejste mig igen, fordi jeg er stærk nok til det.«

Jørgen Lorentzen, 62, førtidspensionist
Jørgen Lorentzen, 62, førtidspensionist Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Jørgen Lorentzen, 62, førtidspensionist:

»Jeg synes i hvert fald, at der bliver gjort forskel på folk og at vi ikke er lige så fine som andre. I mange kommuner hernede har vi problemer med dem fra udlandet af, og de skal efter min mening blive hjemme. Jeg er træt af, at politikerne bare ikke hører efter, hvad vi siger og det synes jeg er for dårligt.«

 

BTs udsendte med dansktop-orkestret Kandis, som består af Jens Erik Jensen, Frank Thøgersen, Johnny Hansen og Jørgen Hein Jørgensen.
BTs udsendte med dansktop-orkestret Kandis, som består af Jens Erik Jensen, Frank Thøgersen, Johnny Hansen og Jørgen Hein Jørgensen.
Vis mere

 

Byens vartegn er kirken, som er opført i 1450.
Byens vartegn er kirken, som er opført i 1450. Foto: Foto: Bax Lindhardt
Vis mere