Familien Quist Johansen tegnede en forsikring hos Europæiske Rejseforsikring, men den hjælper ikke den kidnappede familie.

Familien Quist Johansen tegnede en forsikring hos Europæiske Rejseforsikring, men den hjælper ikke den kidnappede familie.

Ifølge B.T.s oplysninger tegnede familien Quist Johansen inden jordomsejlingen i sommeren 2009 en forsikring hos Europæiske Rejseforsikring.

Forsikringen dækker udgifter i forbindelse med sygdom og hjemtransport i hele verden, men desværre for forældrene og børnene, Rune, Maria og Hjalte, er der ingen hjælp at hente i forbindelse med pirateri.

- I dette tilfælde dækkes udgifter i forbindelse med kidnapning ikke, så nej, vi udbetaler ikke penge til disse pirater, siger Jakob Bender, der er underdirektør i Europæiske Rejseforsikring.

- Det er kun virksomheder, der kan tegne en såkaldt kidnapningsforsikring. Vi tilbyder ikke forsikringen til private, fordi problemet formentlig vil eskalere, idet piraterne så vil tænke, at det er nemmere at få penge ved at angribe private, siger han.

Diverse eksperter i pirateri vurderer, at piraterne vil forsøge at kræve mellem 700.000 og 1.000.000 dollar for hvert familiemedlem, og spørgsmålet er nu, hvem der så skal betale for at danskerne kan blive sat på fri fod.

- Jeg har svært ved at se andre løsninger end en indsamling. Pirater er forretningsfolk, der lever af at have stor tålmodighed, siger Lars Bangert Struwe, der er forsker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.