Der er i øjeblikket en flere kilometer lang kø på E20 Vestmotorvejen sydgående efter uheld.

Det oplyser Vejdirektoratet til BT.

»Det trækker en del kø, fordi det ene spor har været spærret i lang tid. Det er massiv kø, og den starter ved Vemmelev og strækker sig til Slagelse,« lyder det fra vagtchefen, der tilføjer, at køen er omkring fem kilometer lang.

Begge spor er åbnet igen, men man forventer, at der fortsat vil være kø i løbet af eftermiddagen.

»Det går jo den rigtige vej i forhold til myldretiden.«

Ifølge P4 Trafik skulle der desuden være sket to uheld på M3 i både nordgående og sydgående retning omkring Buddinge lidt uden for København, der også skaber en del kø.

»Der er kun et spor farbart i sydgående retning, og man skal forvente lidt ekstra rejsetid.«

Københavns Vestegns Politi oplyser, at der ikke er nogen tilskadekomne i forbindelse med de to uheld.

»Der er tale om to færdselsuheld i hver sin retning tæt på hinanden. Det er første er to personbiler, der kører op i hinanden, og det andet skyldes formentlig, at man har kører og kigger på det første uheld,« lyder det fra vagtchefen, der i samme ombæring kommer med en opfordring til de danske bilister.

»Hold nu for guds skyld øjnene på vejen, når I kører derude.«

Klokken 16.15 oplyser P4 Trafik, at alle spor er farbare på M3, men at der fortsat er kø i begge retninger.