En svinetransport med 200 grise er mandag morgen væltet tæt på Slagelse. Flere af dyrene overlevede ikke uheldet.

»Vi fik en melding ind lidt over ni i dag (mandag, red.) om, at en svinetransport var væltet. Der var virka 200 grise ombord, hvoraf de fleste nu er omlæsset til en anden transport,« siger vagthavende ved Sydsjællands Politi, Tom Stysiek.

»Cirka 20 grise er blevet aflivet. I begyndelse var det svært at finde en dyrelæge, der kunne aflive dem, men så trådte flere landmænd fra nærområdet frivilligt til med boltpistoler. Det har været en meget stor hjælp,« siger vagthavende.

Som det kan ses på billedet ovenfor, er hele lastbilen væltet om på siden, og førerhuset har også taget skade. Chaufføren skulle dog være sluppet med lettere skader, oplyser vagthavende.

Politiet har endnu ikke årsagen til uheldet klarlagt, men de mistænker ikke, at chaufføren skulle have været beruset.

»Det er klart, at det er en soloulykke. Hvorfor den så er væltet, kan vi ikke udtale os om endnu. Det vil de nærmere undersøgelser vise,« siger Tom Stysiek.