Kaos på de jyske motorveje: 55 biler involveret i uheld

  •  
  • Foto: Esben Salling
1 2 3

Hele 55 biler har torsdag formiddag og eftermiddag været involveret i en lang række færdselsuheld på Sønderjyske og Østjyske Motorvej.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er det den tætte tåge i området omkring Horsens og Kolding, der er skyld i, at det går galt for så mange bilister i juletrafikken.

»Der er sket omkring 14-15 af hinanden uafhængige uheld inden for strækningerne omkring Horsens og Kolding. Alene omkring Horsens har vi cirka 35 biler, der er impliceret i færdselsuheld, og omkring Kolding er det 20 biler. Vi er ikke nået ud til alle uheld nu, så jeg ved ikke helt nøjagtig, om der er flere,« fortæller vagtchef Lars Grønlund og understreger, at politiet koncentrerer sig om at åbne vejene igen.

Østjyske Motorvej omkring Horsens V er spærret i nordgående retning, men den bliver forhåbentlig åbnet igen i løbet af eftermiddagen, siger vagtchefen. Politiet var klar til at åbne veje igen omkring middag efter flere uheld i løbet af formiddagen, men så kørte yderligere otte biler sammen og spærrede vejen igen.

»Vi er ved at få dem slæbt ind til siden, så folk kan komme til at køre almindeligt igen,« siger Lars Grønlund.

På Sønderjyske Motorvej omkring Kolding er politiet på vej ud til et nyt færdselsuheld, og også her regner vagtchefen med, at der åbnes for den nordgående færdsel igen i løbet af eftermiddagen. Lars Grønlund understreger, at politiet »arbejder på højtryk«, men at folk slet ikke kører efter forholdene, når der er så tæt tåge, og det kan skabe alvorlige problemer for trafikken.

»Folk tager ikke hensyn, så uheldene sker lynhurtigt efter hinanden. Sigtbarheden er markant nedsat, men bilisterne kører alligevel alt for stærkt og alt for tæt på hinanden,« siger han.

Politiet har fået meldinger om tilskadekomne, men endnu ikke om alvorlige kvæstelser.

BNB

Læs også: