Har du også billeder af et særligt fastelavnskostume? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

To små piger har taget Facebook med storm.

Der er nemlig ikke mange dage til, at fastelavn atter står for døren.

Og det betyder, at der rundt omkring i landet kommer til at løbe små prinsesser, superhelte og Disney-figurer rundt på jagt efter slik, sjov og ballade

Men nogle steder er der allerede taget hul på fastelavnens glæder. Et af de steder er på Læsø, hvor der i lørdags blev slået katten af tønden.

Ved arrangementet deltog udklædte børn sammen med deres forældre. Men særlig to små piger har sidenhen fået opmærksomhed for deres fine udklædning. Pigerne er Sofie Vinther Wrichsberg Olsen på tre år og hendes lillesøster Laura på to år. De var klædt ud som de to stuepiger Fie og Edith fra den populære tv-serien ’Badehotellet’.

På opfordring fra venner og bekendte sendte Sandra Vinther Larsen billederne til 'Badehotellets' Facebook-side, der så delte dem med de over 100.000 følgere på siden.

»Kostumerne var pigerne meget glade for. Mine døtre trækker næsten dagligt i Anna og Elsa-kostumer (figurer fra Disney-filmen Frost red.), så jeg tænkte, at der skulle ske noget nyt til Fastelavn, derfra kom ideen,« siger Sandra Vinther Larsen til BT.

Sandra Vinther Larsen satte sig sammen med sine døtre, åbnede iPaden og ledte efter, hvad alternativet til Anna og Elsa kunne være. Og det var her, de faldt over de to stuepiger fra 'Badehotellet'.

Sandra Vinther Larsens to døtre kender lidt til stuepigerne fra serien i forvejen. De ser lidt med på YouTube eller på genudsendelsen af serien, der kommer om søndagen. Pigerne er nemlig lagt i seng, når serien normalt bliver sendt mandag aften.

Har du også billeder af et særligt fastelavnskostume? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

»Den ældste af mine døtre var helt vild med idéen, sådan ville hun rigtig gerne se ud. Den yngste på to havde ikke så mange meninger, men når storesøster synes, det er et hit, så synes hun også,« siger Sandra Vinther Larsen.

Efter at hun sendte billederne til 'Badehotellets’ Facebook-side er opslaget gået viralt. Billedet af de to piger, er nu delt over 1350 gange og har fået mere end 28.000 likes.

Det har overrasket Sandra Vinther Larsen. Hun havde ikke regnet med, at hendes to piger med de hjemmesyede kostumer skulle skabe så meget opmærksomhed.

»Jeg er blevet overrasket over, at billedet har skabt så meget opmærksomhed, men det går jo stærkt på Facebook. Jeg får rigtig mange beskeder. De er kun positive, folk skriver, at det er en god ide og, at pigerne ser søde ud,« siger Sandra Vinther Larsen.

Til arrangementet på Læsø endte de to piger med at vinde prisen for den bedste udklædning.

Har du også billeder af et særligt fastelavnskostume? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.