Mangen en bilejer har prøvet det. At rive sig i håret over en ærgerlig parkeringsbøde, der sidder og blafrer under vinduesviskeren. Og irritationen bliver kun endnu større, når man simpelthen ikke forstår, hvad det er, man har gjort forkert.

Det er netop den følelse, Adam Friis Hansen fra Esbjerg sidder tilbage med efter at have fået en p-bøde for et år siden. For da han kom tilbage til sin bil på Vestjysk Banks kundeparkering tæt ved gågaden Kongensgade i Esbjergs centrum en onsdag eftermiddag, var han overbevist om, at han havde overholdt de regler, der stod oplistet på parkeringsskiltet, men ikke desto mindre havde han fået en bøde på 750 kroner.

Derfor tog han kontakt til Parkeringsgruppen APS, som står for driften af parkeringspladserne ved Vestjysk Bank.

»Jeg skriver til dem, men får intet svar. I stedet modtager jeg en advarsel fra deres advokat, fordi jeg ikke har betalt bøden. Så ringer jeg til dem og klager over rykkeren. Her får jeg medarbejder nummer 07 i røret, og han fortæller mig, at formuleringen på parkeringsskiltet er 100 procent korrekt, og at jeg har fået bøden for ikke at overholde, hvad der står på tavlen. Han forklarer ikke nærmere, hvad det er, jeg har forbrudt mig imod,« siger Adam Friis Hansen til BT.

Han tog ud til parkeringspladsen og kiggede på tavlen igen. Men det gjorde ham ikke klogere. Tværtimod. Han forstod stadig p-tavlen sådan, at han den onsdag eftermiddag måtte holde parkeret en time på Jyske Banks kundeparkering.

»Jeg forstår det i hvert fald ikke. Og jeg er da ellers en helt normalt begavet voksen mand. Skiltet giver jo ingen mening. For mig at se står der noget helt andet på det skilt, end hvad de siger,« siger Adam Friis Hansen.

Er det tydeligt for dig, hvad reglerne er?

Foto: Adam Friis Hansen
Vis mere

Her på BTs redaktion har skiltet skabt grobund for en del forvirring. Tre læste det på samme måde som Adam Friis Hansen, mens én tolkede det således, at det kræver en særlig parkeringstilladelse i ruden, for at man kan parkere i tidsrummet 08-18 på hverdage. Og netop det er roden til problemet, mener Adam Friis Hansen.

»Det kan læses og tolkes på mange forskellige måder, og jeg har svært ved at få ud af hovedet, at det helt bevidst er lavet sådan for at få folk til at falde i fælden. Jeg mener, det er en pengemaskine,« siger han.

Hvordan skal man så tyde det genstridige parkeringsskilt? Forklaringen er, at det, der står under de vandrette linjer på skiltet, henviser til, hvad du må i de tidsrum, der står skrevet lige oven over linjerne.

Ifølge Adam Friis Hansen hænger parkeringsskiltet stadig ved Vestjyske Banks kundeparkering. Efter at have fået rykkeren fra Parkeringsgruppen APS' advokat betalte han bøden.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Parkeringsgruppen APS, men de har ikke svaret på vores henvendelser.