Mange steder i landet koster det kassen at realisere drømmen om at blive husejer. Men ikke alle.

For blot 85.000 kr. kan du blive ejer af Danmarks i øjeblikket billigste villa - og der følger endda en stor grund på 854 kvadratmeter med.

Det skriver Lokalavisen.

Huset er fra 1937 og ligger på Langøvej 22 i Nakskov på Lolland, og du får fire værelser, køkken, stue med brændeovn og et badeværelse med toilet, håndvask og brusehjørne for pengene. Til ejendommen hører også en udestue, der dog mangler at blive isoleret.

Huset har dog brug for en kærlig hånd. Ifølge mægleren, Danbolig i Nakskov, har den tidligere ejer påbegyndt, men ikke færdiggjort, renoveringen af ejendommen.

Huset på Langøvej 22 har været til salg i 492 dage, så måske kan du endda forhandle den ellers i forvejen favorable købspris endnu længere ned.

Ifølge boligsiden Boliga.dk er der faktisk flere andre villaer til salg for under 100.000 kr. rundt om i landet. Ikke overraskende er de alle af ældre dato og har brug for at den nye ejer smøger ærmerne op. Men mon ikke der skulle være råd til at betale nogle håndværkere med så lav en udbetaling?