Der er dårligt nyt til de mange kaffedrikkende verden over.

I fremtiden kan kaffe gå hen og blive en dyr fornøjelse, hvis det overhovedet er muligt at få fat i den sorte koffeinrige drik.

Det skyldes, at klimaforandringer påvirker Arabica-bønnen, som bruges i 70 pct. af alt kaffe. Og de stigende temperaturer, voldsomme vejrskift og flere sygdomme kan medføre, at Arabica-planten er udryddet i 2080.

Det skriver jp.dk, baseret på oplysninger fra det canadiske nyhedsmedie cbc.ca.

Ifølge det canadiske medie har forskere fra England og Etiopien undersøgt, hvilke konsekvenser klimaforandringerne kan have på planten.

Undersøgelsen viser, at i bedste tilfælde vil de områder, hvor planten kan vokse, være mindsket med 38 pct. i 2080. Men i værste tilfælde er der tale om 90-100 pct. Og der er ’en høj risiko for udslettelse’, fremgår det af undersøgelsen, der blev offentliggjort i sidste uge i det akademiske tidsskrift Plos One.

Samtidig understreger forskerne, at resultatet er ’konservativt’, da de ikke har medregnet den enorme skovrydning af Arabica-egnede skove i Etiopien og Sydsudan.

Undersøgelsen er ikke kun dårlig nyt for verdens mange kaffeelskere. Det får også store konsekvenser for de mange kaffe-producerende lande som Etiopien, Brasilien og Columbia, der i 2009/2010 eksporterede mere end 93 millioner sække kaffe til en værdi af næsten 90 mia. danske kroner.