Det blev ikke til meget søvn for de ansatte på Vikingeskibsmuseet i Roskilde i nat. Natten igennem har de kæmpet for at redde de fem vikingeskibe, som er over 1000 år gamle, mod naturens enorme kræfter. I nat begyndte ruderne i de store vinduer ind til selve vikingeskibshallen nemlig at briste, så vandet trængte ind i selve museumshallen, hvor de fem vikingeskibe står udstillet.

- Det var ikke sådan, at der kom store bølger ind, men der kom vand. Vi fik hjælp af brandvæsnet til at forhøje forstærkningerne på selve ruderne. Og så kom Nationalmuseets konservator og hjalp os med at få dækket vikingeskibene af, fortæller museets direktør Tinna Damgård-Sørensen til bt.dk.

Men her til morgen er nattens drama så småt ved at ebbe ud i takt med, at vandet i Roskilde Fjord langsomt trækker sig tilbage. For det er ikke kun i selve Roskilde Fjord, som omgiver tre sider af vikingemuseet, at vandet lige så stille søger tilbage mod havet. Det gør det også i museet, der har fået vand ind i samtlige bygninger. Og hvor der derfor flyder drivtømmer og andet, som vandet har bragt sig, i museet.

Se alle billederne: Oversvømmelser og enorme ødelæggelser efter Bodil

Tinna Damgård-Sørensen lægger ikke skjul på, at Bodil har været noget af en oplevelse for museet. Især i går fredag, hvor vandet kom tættere og tættere på museet for til sidst at omringe det helt.

- I går føltes det som et inferno at være inde i bygningen, fordi der kom enorme drøn fra bølgerne, som slog op mod ruderne. Men også fra alle de ting, der lå i vandet, blev slået op på ruderne, fortæller Tinna Damgård-Sørensen, og tænker, at det kan være hårde eller kantede genstande, der måske kan have ødelagt glasset i vinduerne ind til museumshallen, så vandet er trængt ind.

Derfor står den her til morgen på oprydning, selv om personalet og museumsdirektøren har været i gang hele natten for at redde de uerstattelige vikingeskibe.

- Jeg regner med, vi skal rydde op hele weekenden. Det er brandærgerligt, når man i forvejen har travlt med at forberede udstillinger til foråret. Men det vigtigste er, at alle vikingeskibene er i behold, fastslår Tinna Damgård-Sørensen, der også fortæller, at museet flere dagen i forvejen havde forberedt sig på Bodils besøg.

- Derfor er de primære skader sket på bygningerne på grund af vandet, siger Tinna Damgård-Sørensen.