Fredag den 4. juli blev en dag, Børge Vestergaard Madsen aldrig glemmer. Ikke kun fordi han den dag kæmpede en brav kamp for at redde et ældre ægtepar fra at dø, men også fordi han på nærmeste hold oplevede, hvordan andre bare stoppede op og så passivt til i stedet for at hjælpe.
- Det er egoisme på den værste måde. Jeg er harm over, at man kan finde på bare at stå og kigge på i stedet for at gøre noget, siger Børge Vestergaard Madsen, da BT taler med ham dagen efter ulykken.
Den 50-årige familiefar, psykoterapeut og socialpædagog kørte fredag formiddag fra Fjerritslev mod Thisted ad Aalborgvej. I den modsatte køreretning så han en bil, der slingrede og trak over i den forkerte kørebane. I første omgang tænkte han, at der kunne være tale om en kammerat, der lavede sjov med ham, men situationens alvor gik hurtigt op for ham.
Han måtte selv trække over i den modsatte kørebane for at undvige den blå bil, der fortsatte ned ad en grusvej og endte i en slusegrav.
- Jeg så det hele i slowmotion i bakspejlet, så jeg fik hurtigt vendt bilen og kommer derhen, fortæller Børge Vestergaard Madsen.
Kørte forbi
Henne ved ulykkesstedet parkerede han sin bil og hoppede ned i slusegraven, hvor vandet var omkring halvanden meter dybt. Han gik straks i gang med at få forsøge at få det ældre ægtepar ud af den forulykkede bil, hvis kabine var helt fyldt med vand.
- Det var kun den ene dør, jeg kunne få op. Jeg dykkede ned i vandet og åbnede døren i passagersiden for at få dem ud. Enden af bilen stak op af vandet, så der fik jeg lagt deres overkroppe op, mens jeg prøvede at hjælpe dem ved at give dem hjertemassage og tømme lungerne for vand. Det lykkedes for mig at få manden til at hoste og trække vejret selv, og så begyndte jeg at hjælpe konen. Men hende kunne jeg ikke selv få liv i, fortæller familiefaderen stille.
Mens han befandt sig i slusegraven med de to tilskadekomne, kunne han se, hvordan to lastbiler satte farten ned, og chaufførerne lænede sig henover passagersædet for at se, hvad der var sket. Begge lastbiler fortsatte dog uden at stoppe op, og Børge Madsen måtte selv kravle op af slusegravens glatte betonsider for at få tilkaldt hjælp.
- Jeg stod midt på en landevej i underbukser og prøvede at få stoppet nogen. De første fire kørte bare forbi, mens den femte stoppede, og jeg fik sagt, at de skulle ringe efter hjælp, fortæller Børge Madsen.
Selv hoppede han tilbage i slusegraven, hvor han fortsatte med at yde førstehjælp til de to tilskadekomne.
Ingen ville hjælpe
Imens begyndte flere og flere mennesker at stimle sammen ved kanten af slusegraven.
- Jeg ligger i vandet med to mennesker, der er druknet, og råber op til folk om, at de skal hjælpe mig, for jeg kan ikke hjælpe dem begge to på samme tid. Men der er ingen, der reagerer. De står bare og kigger. Nogle filmer endda med deres iPhones, og en fotograf stod og tog billeder, fortæller Børge Vestergaard Madsen og fortsætter:
- De stod bare der, som om det var en teaterforestilling og gjorde ingenting. Jeg råbte meget højt, men der var ingen, der hjalp. Der var endda en, der sagde ’du skal ikke råbe ad mig’ til mig.
Til sidst fik en kvinde overtalt sin mand, der ellers har vandskræk, til at kravle ned i slusegraven og hjælpe Børge Vestergaard Madsen med at give det ældre ægtepar førstehjælp. Et kvarters tid senere ankom den første ambulance til stedet, og sammen med to andre mænd fik familiefaderen reddet det ældre ægtepar i land, hvor ambulanceredderne overtog behandlingen.
De blev kørt til Aalborg Sygehus med politieskorte, men kvindens liv stod ikke til at redde.
Ikke en helt
Dagen efter ulykken er oplevelsen så småt begyndt at bundfælde sig, og vreden over alle de mennesker, der ikke hjalp, fylder meget.
- Det var det grimmeste ved hele den oplevelse. En ting er, at man ser en ulykke og hjælper nogle mennesker. Noget andet er at se, hvordan folk undlader at gribe ind, undlader at hjælpe. Det er mig helt ubegribeligt, siger Børge Vestergaard Madsen.
- Det er egoisme på den værste måde. Tanken om, at man kan finde på ikke at hjælpe andre mennesker i nød, det er jeg harm over.
Politiet har kaldt hans indsats heltemodig, men selv afviser han, at det, han gjorde, var en heltegerning.
- Jeg gjorde bare det, alle burde gøre i sådan en situation. Jeg håber, at ved at fortælle om det, så kan det få andre til at gribe ind, næste gang de ser nogle mennesker, der har brug for hjælp, siger han.
Hvorfor er der ingen hjælper? Deltag i debatten på vores Facebook-side.
