Københavns Kommune vil indføre fritidstilbud med op til 560 børn. Kæmpeinstitutioner kan blive en ren børnefabrik, advarer professor, mens forældre frygter dårligere kontakt mellem voksne og børn i institutionerne.

Fremover skal flere og flere børn samles i de københavnske SFOer for at lægge perleplader, lege i puderummet og løbe rundt på legepladsen.

Københavns Kommune har nemlig planer om at udvide antallet af fritidstilbud med plads til flere end 500 børn, fremgår det ifølge Politiken af et notat fra børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune.

I dag er der otte fritidstilbud i kommunen med 250 børn eller derover, og det antal skal udvides til 34 tilbud med op til 560 børn, skriver avisen.

Planen om at øge antallet af de såkaldte kæmpeinstitutioner i hovedstaden møder allerede modstand, før børne- og ungdomsforvaltningen har besluttet, hvordan institutionerne bedst kan implementeres i de lokale skoledistrikter. Blandt andet forældrene i kommunen er bange for, at kontakten mellem de voksne og børnene på institutionen bliver forringet.

»Vi siger ikke, at store institutioner nødvendigvis er dårlige. Men det er simpelthen ikke lykkedes politikerne at berolige forældrene, fordi de hverken kan svare på eller dokumentere, hvordan det store skal blive godt,« siger Nina Reffstrup, der er presseansvarlig i Københavns Forældreorganisation, til Politiken.

Også professor i pædagogik på Aarhus Universitet Stig Broström stiller sig skeptisk over for København Kommunes planer. Selvom han godt kan se, at der kan være økonomiske fordele ved at sammenlægge institutioner og gøre dem større, frygter han, at institutionerne bliver til børnefabrikker:

»Risikoen er, at det hurtigt bare bliver pasning. Nogle løser det naturligvis bedre end andre. Men der er mange eksempler på, at børnene sejler rundt. Jeg er ikke imponeret,« forklarer han til avisen.

Ifølge Pia Allerslev (V), der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, er det en økonomisk nødvendighed at sammenlægge institutionerne, fordi de små fritidstilbud ikke er økonomisk rentable.

»Hvis ikke vi gør det her, er det vores frygt, at vi stille og roligt vil udsulte de små institutioner, fordi de vil have meget få penge til at lave aktiviteter for,« siger hun til Politiken.

Politikerne i kommunen skal tage endelig beslutning om fritidstilbuddene 18. marts 2015. Indtil 6. februar har forældre, ledere og institutioner mulighed for at komme med løsningsinput.