Da Lene Espersen (K) og co. indtog scenen med deres egen version af sangen "Afrika", var det ment som en støtte til søndagens landsindsamling, oplyser partiet.

- Vores brug af Afrika-sangen var en opfordring til vores medlemmer om at støtte Dansk Røde Kors' landsindsamling.

Sådan skriver Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse. Udmeldingen kommer, efter at kvinden bag den originale Afrika-sang, Nanna Lüders Jensen, har tordnet mod partiets brug af sangen, som hun kaldte "et misbrug" og "komplet uetisk".

Det er Dansk Røde Kors, der har rettighederne til sangen, og hjælpeorganisationen er da også enig med sangskriveren om, at det skal få en konsekvens for Det Konservative Folkeparti.

Men den konservative generalsekretær, Martin Dahl, holder fast i, at underholdningen på landsrådet var en støtte til søndagens landsindsamling. Han påpeger, at partiet havde gjort det meget nemt for medlemmerne at støtte Røde Kors.

- Det kunne de ganske nemt gøre i de indsamlingsbøsser, vi havde opstillet rundt omkring, ligesom vi også havde givet Dansk Røde Kors tilladelse til vederlagsfrit at opstille en udstillingsstand i forhallen, siger Martin Dahl.

Hele den konservative folketingsgruppe var lørdag aften gået på scenen for at peppe stemningen op til det Konservative landsråd. Midt i partiets krisetid lød omkvædet stærkt ironisk "Konservativ, konservativ. Det bliver bedre dag for dag".

/ritzau/