En sø i landsbyen Bislev ved Nibe er ramt af mælke-forurening. Af endnu ukendte årsager vælter der mælk ned i søen fra det nærliggende ARLA-mejeri.


Søen midt i Bislev er flere steder helt mælkehvid.

- Det lugter af sur mælk. Sådan noget gammeldags syrnet mælk, siger produkt- og udviklingsingeniør Bjarne Jakobsen, der bor i et hus lige ned til Bislev Sø.

Ikke nok med at søen lugter af sur mælk, der er mælk i søen. Den kommer i en rørledning fra det lokale ARLA-mejeri lige ved siden af søen. Mejeriet har en miljøgodkendelse til at pumpe kølevand ud i søen, men ikke mælk.

- Jeg kan godt se, at det ikke er kølevand, der er udledt i søen. Det er jo helt hvidt. Det er virkelig træls, jeg beklager meget, siger mejerichefen for ARLA i Bislev, Jonna Mortensen, til TV2/NORD.

Allerede i fredags bestilte mejeriet et kloakfirma til at få løst problemet, men kloakfolkene har først tid mandag formiddag, oplyser mejerichefen.