Coolshop.com’s ansatte er blevet opfordret til at træne halvanden time om ugen. Derfor har virksomheden investeret i et fitnesscenter med gratis træning. Det skriver Børsen.

Sved og internethandel. Det er den opskrift, virksomheden Coolshop.com, der sælger spil og tøj på nettet, benytter sig af for at få succes. Virksomheden håber, at de ansatte vil træne halvanden time om ugen i et gratis fitnesscenter, da det efter planen ikke kun skal styrke overarmene - men også arbejdsglæden.

Direktør og medejer, Jacob Risgaard, fortæller til Børsen, hvordan han har investeret mange penge i et fitnesscenter i virksomhedens domicil i Nørresundby, der har samme faciliteter som større fitnesskæder.

Foruden de gratis træningsfaciliteter, bliver de halvanden uges træning faktisk betalt, således at det indgår som et del af arbejdet. Det er dog ikke et krav for virksomheden, at de ansatte træner - i stedet er det et tilbud, der skal sikre friske medearbejdere.

»Vi gør det for at sikre, at medarbejderne er sunde mennesker og holder hovedet rask. Det vil være godt for alle,« siger direktør og medejer, Jacob Risgaard til Børsen. Han forklarer også, at det vil være muligt at holde møde i træningslokalet, hvis medarbejderne ønsker det.

Da Coolshop.com introducerede fitnesscenteret, blev der også tilknyttet tre fitness-instruktører. De er behjælpelige med skræddersyede træningsprogrammer, hvis nogle af de ansatte oplever problemer med skader eller lignende.

Hos fagforeningen HK synes man, at det er et rigtigt godt tilbud – så længe det er gratis, foregår i arbejdstiden og netop forbliver ved et tilbud og ikke et krav.

Også hos de ansatte har tilbuddet mødt positivitet. Til Børsen fortæller en af de ansatte, at hun ikke oplevede tilbuddet som et krav, men i stedet en investering i de ansattes velvære. Hun benytter sig selv af fitnesscenteret, og hun mærker, hvordan det giver mere energi.