Jussi Adler-Olsen tjener selv millioner på sine krimi-romaner. Men de butikker, der skal sælge dem videre til kunderne, får selv kun håndører for de populære bøger om vicepolitikommissær Carl Mørck. Priskonkurrencen er nemlig så hård, at boghandlerne må sælge dem til nær indkøbspris.

Og det er da heller ikke fordi, det bliver en udfordring at lange bøgerne over disken i højt tempo. Allerede inden udgivelsen torsdag står de krimihungrende kunder i kø til den femte bog i serien om Afdeling Q.

Af konkurrencehensyn og efter aftale med forlaget kan kommunikationschef hos Arnold Busck, Andreas Nordkild Poulsen, ikke oplyse, præcis hvor mange der er skrevet op til 'Marco Effekten'. Men han afslører, at han ikke tidligere har hørt om så mange forudbestillinger af en bog. Nogensinde.

- Vi har meget store forventninger, og vi tror, at det bliver årets mest solgte bog, selvom den kun får tre uger i 2012, siger Andreas Nordkild Poulsen.

På trods af den massive interesse for krimikongens nyeste bestseller kommer boghandlerne ikke til at skovle penge ind på succesen. De er nemlig tvunget til at sælge dem for en slik. Og modsat supermarkederne, der ikke er specialiserede i bogsalg, er boghandlerne dybt afhængige af at sælge bøger.

Forlaget har sat prisen til 300 kroner. Men da supermarkederne dumper den pris, har boghandlerne set sig nødsaget til at følge trop. Hos Arnold Busck kan man derfor få fingrene i bogen for 169 kroner, mens Bog og Idés kunder må smide en femmer mere for 'Marco Effekten'.

- Det er en premierepris, som kommer til at løbe i minimum to uger afhængig af priskonkurrencen. Det er svært at konkurrere med supermarkederne, og vi kommer slet ikke til at tjene penge på bogen i premiereperioden, siger Andreas Nordkild Poulsen fra Arnold Busck.

Det problem kan man også genkende hos Bog og Idé i Lyngby. Selvom forudbestillingerne nærmer sig de 100 alene i den lokale forretning, forventer butiksindehaver Anne-Dorthe Liljedahl ikke, at krimisuccesen skal gøre hende rig.

- Konkurrencen er umenneskelig. Det kan slet ikke løbe rundt, erkender hun, men vil ikke oplyse indkøbsprisen.

- Det er svært, for vi skal jo også betale husleje, pakke bøgerne ind og give et smil og en god anbefaling. Hvis supermarkederne kan konkurrere på prisen, kan vi til gengæld konkurrere på servicen, siger Anne-Dorthe Liljedahl.

Jussi Adler-Olsens 'Marco Effekten' udkommer 6. december og koster 300 kroner. De fleste boghandlere og supermarkeder har en premiere- eller forudbestillingspris på mellem 169-179 kroner.