*


KØB PLUS!

Julen er depressionernes fest

Langt flere danskere henvender sig til Depressionsforeningen, når kalenderen viser december. For mange giver julemåneden nemlig anledning til nedtrykthed, isolation og decideret depression.

Mange danskere har så store forventninger til julen, at de ikke kan indfris. Det kan føre til en følelse af utilstrækkelighed eller decideret isolation, skriver metroXpress.

Hos Depressionsforeningens kriselinje er der i december 20 procent flere henvendelser end resten af årets måneder, fortæller foreningens sekretariatsleder Kasper Tingkær.

- Mange deprimerede er direkte handlingslammede under julen. Og traditionen for, at vi skal være sammen og hygge os under julen, kan for nogle få følelsen af ensomhed til at være endnu større, siger han.

Depressionsforeningen har i år arrangeret en julecafé 24. december for at sikre dem, der ikke har overskud til familiejulen, et alternativ.

- Selv om familien gerne vil være sammen med den depressionsramte, kan det være svært for en deprimeret at udtrykke følelser. Det bedste råd til familien er at tage et ekstra initiativ for, at ens familiemedlem kommer ud af den selvvalgte isolation i julen, siger Kasper Tingkær.

På hjemmesiden Juletrauma.dk deler forskellige bloggere deres traumatiske juleoplevelser – og enkelte af dem ligner bestemt ikke de glittede juleeventyr, vi normalt forbinder med højtiden. Her kan man læse om alt fra tab af familiemedlemmer under juletiden, til at man aldrig fik gode gaver som barn.

- Der er mange folk, der altid har ønsket sig en god jul, men aldrig har fået det. Derfor kan disse folk have så høje forventninger til julen, at julen ikke kan andet end at skuffe, siger Jeppe Engell, der står bag Juletrauma.dk, til metroXpress.

BNB