DRs reporter Anders Lindemann fik at vide, at en omstridt demonstration var arrangeret. Sådan skriver journalist Lars Løcke ved Nordjyske Stiftstidende i en artikel i avisen, der vil prøve at kaste lys over, hvad der egentlig skete foran retten i Hjørring i torsdags. DRs brug af billederne fra den arrangerede demonstration i et nyhedsindslag har medført voldsom kritik - også internt i DR

Hidtil har DR-reporteren afvist, at han vidste, der var tale om en arrangeret demonstration. Men Lars Løcke er ikke i tvivl.

- For enhver journalist, der var til stede i retten og holdt øjne og øren åbne, var det svært ikke at komme på sporet af, at der var noget mærkeligt ved demonstrationen. Selv blev jeg klar over, at den var fup, da retssagen holdt frokostpause, skriver Lars Løcke.

Uden for retten udspillede der sig ifølge Lars Løcke en scene, hvor lederen af Larm Films produktionshold, der var hyret af DR og havde arrangeret demonstrationen og medbragt demonstranterne, i store vendinger bad de tilstedeværende journalister om at "holde sig væk fra deres demonstranter".

Efterfølgende drøftede Lars Løcke sine oplevelser med journalist Thomas Svaneborg fra Jyllands-Posten.

- Vi var enige om, at Larm Films demonstration var iscenesat. Det konfronterede vi DR Nyheders udsendte reporter med. Selv spurgte jeg ham, om 'det var et nyt dokumentarbegreb hos DR, at man arrangerede en demonstration som den, der blev udført udenfor'.

DRs udsendte svarede, at 'du ved jo, hvordan de formmæssige krav til dokumentarformen udvikler sig', skriver Lars Løcke i Nordjyske Stiftstidende og fortsætter:

- Efter den ordveksling var jeg overbevist om, at alle reportere vidste, at demonstrationen var iscenesat og dermed ikke hørte hjemme i nyhedsudsendelser på en af Damarks public service-kanaler.

Ikke desto mindre bragte DR billeder fra den iscenesatte demonstration i TV-avisen torsdag aften.

Journalist Thomas Svaneborg udtalte sig til BT i søndags og fortalte, at det var tydeligt, at demonstrationen var 'fup', og DRs udsendte Anders Lindemann godt vidste det. Lars Løcke undrer sig også over, at DRs reporter som den eneste af de tilstedeværende journalister var uvidende om det, men ønsker ikke at uddybe yderligere, da bt.dk ringer til ham.

Anders Lindemann selv afviser fortsat, at han vidste det. Over for bt.dk ønsker han ikke at kommentere på sagen, men henviser til et svar, han gav til fagbladet Journalisten tirsdag. Til samtalen han havde med Thomas Svaneborg og Lars Løcke siger han:

- Jeg får udelukkende den opfattelse under samtalen, at Nordjyske-journalisten gør mig opmærksom på, at produktionsholdet er ankommet i samme bus som borgerne. Ikke at bussen skulle være lejet og betalt af DR. Ligesom jeg heller ikke under den samtale får den opfattelse, at borgerne ligefrem er blevet rekrutteret af DR, og at deres protestskilte er fabrikerede af DR. At journalister blot følger nogle borgere i en bus - hvilket var min opfattelse på det tidspunkt - er der ikke nødvendigvis et problem i.

Men ifølge Lars Løcke skulle Anders Lindemann altså have sagt: 'Du ved jo, hvordan de formmæssige krav til dokumentarformen udvikler sig'. Den kommentar handlede ifølge Lindemann om, at formkravene på tv kan legitimere, at journalisterne var kommet med samme bus som borgerne.

- Det var det, jeg forsøgte at sige med bemærkningen om, at på tv betyder form mere end i avis-artikler. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg selvfølgelig have reageret anderledes, siger han til Journalisten.

DR Nyheders nyhedsredaktør, Ulrik Haagerup, ønsker ikke at kommentere på sagen, da DR Nyheder i øjeblikket arbejder på at færdiggøre en redegørelse, som sandsynligvis ligger klar i løbet af denne uge.